fbpx

Christine and the Queens – Roskilde Festival 2019

Foto: Suffo Moncloa
Scene: Arena
Tidspunkt: Onsdag den 3. juli kl. 00.30 (natten til torsdag)

Christine and the Queens brugte dansen som fælles sprog til sin mindeværdige magtdemonstration på Arena.

Christine and the Queens – Roskilde Festival 2019
5 / 5 Anmeldelse

Det er ikke til at forstå, hvis ikke franske Christine and the Queens’ koncert på Arena onsdag nat kommer til at stikke ud som rigtig mange menneskers højdepunkt fra årets festival. Det vil den gøre for mig, det vil den gøre for de venner, jeg så koncerten med, og det vil den gøre for den grådkvalte og tydeligt rørte pige ved siden af mig.

Héloïse Létissier, som er kvinden bag, kan det hele. Hun kan synge som en drøm, hun kan danse som Michael Jackson, hun kan spille teater, hun kan få folk til at le, og hun kan – vigtigst af alt – få folk til at føle sig stærke og trygge ved dem, de er. 

“Different songs, same problem,” sagde hun blandt andet om de mange skønne disco/elektropop-numre, hun lirede af i løbet af den lidt mere end time lange koncert. Og problemet, hun adresserede, var det evigt relevante spørgsmål om samfundsnormer – især inden for køn og sexualitet. Hun angreb de alvorlige problemer med fest, og allerede fra koncertåbneren “Comme si” var der fyrværkeri og sexede moves fra Léttisier selv og hendes seks dansere. Hvis du har hørt sidste års kæmpehit “Girlfriend”, så kan du næsten forestille dig, hvordan festen fortsatte med det som andet nummer.

Festen blev afbrudt af stille passager, hvor danserne lod Léttisier indtage scenen alene – blandt andet under den følsomme “The Walker”, og af storladne øjeblikke, så som under “Saint Claude”, som hun leverede badet i rødt lys hævet over scenen. Indimellem de meget alvorlige og følelsesladede passager var Léttisier lidt af en komiker, og hun tog vist også røven på alle, da hun og crewet pludselig dansede til Travis Scott’s “Sicko Mode”, eller da hun pludselig mellem to numre begyndte at rappe Cardi B. 

Christine and the Queens skabte som enhed et frirum for alle – inklusivt dem selv – og da Léttisier introducerede “iT” ved at sige, at hun elskede at spille teater, fordi det tillod hende at være en fyr de næste fire minutter, var hun virkelig en fyr (endda sådan en, der kækt tager mikrofonen ned til skridtet). Fortællingen om Léttisiers tilhørsforhold til begge køn blev på den måde hele tiden flettet ind i showet. Om det var i starten, hvor hun sagde, at vi bare kunne kalde hende “Chris”, under “iT” eller under den smukke “Goya Soda”, hvor dansen imiterede Léttisier der skiftevist lod sin mandlige side komme helt tæt på og skubbede den væk i vredetrækninger.

Man var hele tiden underholdt af den stramt koreograferet dans, af teatret, af musikken og endda af en fællessangsudgave af David Bowies “Heroes”. Héloïse Léttisier, Christine, eller bare Chris: Kært barn har mange navne og mange tilhørsforhold, og det er og skal være helt i orden.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com