fbpx

Aurora – Roskilde Festival

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Apollo
Tidspunkt: Torsdag den 4. juli kl. 14.30

Den norske popprinsesse skabte momentvist magi på Roskilde Festival, men druknede desværre ofte i den upassende scene og store lyd. 

Aurora – Roskilde Festival
3 / 5 Anmeldelse

Der skal ikke herske tvivl om norske Auroras kæmpe talent. Hendes øre for gode melodier er beundringsværdig, hendes nogle gange helt blide og skrøbelige og andre gange kraftfulde vokal er misundelsesværdig, og hendes energiniveau medrivende. Det satte barren højt fra start, men der var alligevel et eller andet, der gjorde den samlede oplevelse en smule tam. Jeg skal prøve, så godt jeg kan, at forklare, hvad det var. 

Jeg tror en stor del af den flade fornemmelse bundede i både scenevalget – som Aurora jo ikke har haft indflydelse på – og dekorationen af scenen – hvor hun har haft en større finger med i spillet. Hele Auroras identitet er natur. Hun dedikerede et nummer til Moder Jord, hun synger om naturen, hun prædiker om kærlighed og medmenneskelighed, og hende stortrommer lyder som en brusende elv eller en kæmpe flok rensdyr i løb. Måske derfor savnede jeg, at scenen lignede mere en skov og mindre en ucharmerende samling af elektronik og hardware. Denne dér følelse af at blive suget ind i et univers kom aldrig rigtigt, selvom Aurora selv kæmpede en brav kamp for at få det til at ske. Jeg havde hellere set hende i et lukket telt, hvor stemningen kunne få lov at være intim, end under åben himmel på en scene, man ofte forbinder med hård rap eller elektroniske fester.

“Churchyard” fra 2018-albummet Infections of a Different Kind (Step 1) fungerede rigtig godt, og her fik man smag på den magi, Aurora har talentet til at skabe. Publikum kom med, så de kunne modstå regnen, der begyndte at sile i takt med, at de storslåede popsange udfoldede sig. Men “Runaway” druknede desværre i snak, ligesom det desværre skete flere gange i løbet af koncerten, som desuden også godt kunne føles en anelse ensformig. 

“Running With The Wolves” var, ikke overraskende, en publikumsfavorit, og Aurora takkede mange gange under koncerten med sin spinkle stemme, der ikke altid var til at høre – især fordi man også lige skulle koncentrere sig om at forstå det norske – og hun virkede oprigtigt taknemmelig for den kærlighed, det regntrodsende publikum havde givet hende. 

Desværre var koncentrationen også faldet en del, der hvor jeg stod, og et par uforskammede gutter begyndte malplaceret af råbe Seven Nation Army-lå-lå-lå, da hun fra scenen introducerede sidste nummer. Det blev ikke bedre af, at en af gutterne – mens Aurora spillede – sågar hev en fløjte op og begyndte at fløjte den klassiske fodbold-hymne efterfulgt af “DANMARK!”. Ubehøvlet og ødelæggende for en koncert, der havde talentet til at blive noget ganske særligt, men desværre druknede i omstændighederne.