03 jul Maggie Rogers – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Avalon
Tidspunkt: Onsdag den 3. juli kl. 17.30

Den amerikanske sangerinde åbnede Avalon og Roskilde Festivals hovedprogram med en medrivende og ærlig popperformance.  

Maggie Rogers sluttede sit fantastiske show af, hvor det hele begyndte: Med nummeret “Alaska”, som i sin tid skabte den unge amerikaner den kometkarriere, der nu har bragt hende til Roskilde Festival. Inden de indledende, velkendte toner lød til stor jubel fra publikum, havde Rogers ført os gennem de følelser, hun har haft de seneste par år siden dengang i 2016, hvor alt ændrede sig med “Alaska”. Sangene på debutalbummet Heard It In A Past Life er nemlig fortællingen om, hvad hun har lavet siden, hvad hun har tænkt, hvad hun har oplevet og følt. Det er fortællingen om, hvorfor hun i 2017 havde behov for at trække sig tilbage og væk fra rampelyset for en stund. 

Måske den baggrundshistorie var med til at plante en tåre i min øjenkrog, da hun sang teksten fra “Back in my Body”: “I found myself when I was going everywhere//This time, I know I’m fighting//This time, I know I’m back in my body.” Maggie Rogers havde nemlig lige fra koncertåbneren “Give A Little” over ældre sange som “On + Off” og “Dog Years” og til de afsluttende numre bevist over for os, at hun har fundet sig selv, at hun kæmper, og at hun er tilpas i sin krop, som hun på scenen bruger på den mest naturlige måde.

Maggie Rogers og det velspillende band har virkelig forstået at sætte en setliste sammen. Koncerten var dynamisk – for eksempel var skiftet markant fra den især i omkvædet hårdtslående “Burning” til den sensuelle og afdæmpede “Say It” eller mellem den nedtonede “Dog Years” og den ekstremt dansevenlige og groovende “The Knife” med en markant basrundgang som anfører. Det var med til at skabe indtrykket af Maggie Rogers’ koncert som en rejse og en fortælling i konstant udvikling.

Den amerikanske sangerinde og sangskriver er i mine øjne den perfekte popsangerinde- og performer. Det kan godt være, hun ikke har de helt store radiohits endnu, men hun har den mest naturlige tilgang til musikken og en ukuelig spilleglæde, der stråler ud af hvert energiske dansetrin, hun tager, og hver tone hun synger. Hun var godt til hele tiden at give publikum til begge sider af scenen opmærksomhed, og hun behøvede ikke engang sætte folk igang med diverse obligatoriske klap, for energien var allerede smittet af fra starten. Det blev en koncert med fokus på musikken – der var ikke megen snak mellem numrene, men 12 medrivende numre, hvoraf “Retrogate” som den eneste i mine øjne måske godt kunne være udeladt. 

Da Maggie Rogers efter “Light On” blev overvældet af en mur af klapsalver og allernådigst og ydmygt tog imod med et ærligt smil, troede jeg egentligt, at koncerten var slut. Jeg stod ikke med denne der følelse af, at jeg manglede noget, som man nogle gange kan få til koncerter, man har set frem til. Men da de første toner af “Fallingwater” pludselig lød, gik det op for mig, at jeg endnu ikke havde hørt mit absolutte yndlingsnummer. Det er alligevel en bedrift at have ført mig så overlegent igennem koncerten, at jeg helt havde glemt det nummer, jeg ellers havde glædet mig allermest til at høre.

Det blev en utroligt smuk afslutning på et fantastisk øjebliksbillede af livet for en popsangerinde, der laver musik af den simple grund, at hun ikke kan lade være.