fbpx

Auður – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Countdown
Tidspunkt: Tirsdag den 2. juli kl 20.00

Koncerten med det islandske stjerneskud var mest af alt festligt, energisk og fyldt med sex, men der blev da også plads til kuldegysninger og blanke øjne.

Auður – Roskilde Festival 2019
4.5 / 5 Anmeldelse

Mit allerførste indtryk af Auður var, at han – med de mange islandske fangirls, som havde placeret sig helt forrest ved scenen, og som kunne synge med på de fleste tekster – måtte være Islands svar på en ung Thomas Helmig. En ægte charmeur, som udstrålede masser af selvtillid, og som flere gange nærmest benyttede mikrofonstativet som en stripperstang, beskriver nok bedst helhedsoplevelsen af den 25-årige islænding. Selvom det måske godt kan lyde en smule overdrevet, og at man nogle gange godt kunne trække på smilebåndet, fordi det til tider nærmest virkede komisk, føltes det hele alligevel så ægte.

Det var de færreste tekster, jeg kunne forstå, eftersom artisten synger på sit modersmål, men jeg forstod alligevel alt, der var på spil i musikken. Der blev dog også plads til et par engelsksprogede numre – her iblandt det fængende track “I’d love”, hvor musikvideoen kørte i baggrunden som en super fed gimmick.

Publikum fik også glæden af at komme helt tæt på det islandske stjerneskud. Han fik nemlig delt publikum op i to, så der dannede sig en sti, som han let og elegant bevægede sig ned ad under nummeret “FREÐINN”, hvorefter Auður dansende og energisk gav den gas blandt publikum.

Efter flere dansable numre, blev der også plads til at opleve den mere følsomme side af artisten. Med en sang dedikeret til sine to afdøde venner sluttede han koncerten af med følelserne siddende helt ude på tøjet (det tøj han havde tilbage på kroppen vel og mærke). Om det var kulden, der for alvor trådte ind, er ikke til at sige, men om ikke andet rejste hårene sig i hvert fald på mine arme, og da han selv stod med tårer løbende ned ad kinderne, mens publikum heppede på den tydeligt berørte Auður, gik det lige i hjertet.

Der var fløde for alle pengene fra start til slut, og selvom jeg af og til ikke helt kunne finde ud af, om det var for meget af det gode, var jeg underholdt hele vejen igennem. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at koncerten har sat sig fast som en af tirsdagens absolutte højdepunkter.