fbpx

Rebecca Lou – Roskilde Festival 2019

Foto: PR
Scene: Rising
Tidspunkt: Mandag den 1. juli kl. 18.30

Rebecca Lou gav den tæt på hele armen til sin punkpoppede Rising-koncert, men den sidste mil manglede for for alvor at gøre oplevelsen mindeværdig.

Rebecca Lou – Roskilde Festival 2019
3 / 5 Anmeldelse

Skyerne trak sig pludselig sammen og lagde en mørk dyne hen over det vestlige campingområde, hvor Rising-scenen er placeret og præsenterer Roskilde-publikummet for musik i den lidt mere alternative ende af genrespektret. Det var, som om vejrguderne vidste, at noget var under opsejling. Det var der også, for ind på scenen trådte en oplagt Rebecca Louise Armstrong – eller bare Rebecca Lou – og et lige så oplagt band i bedste rock’n’roll-stil med både flere typer af læder, solbriller i gråvejr og et all-denim outfit. Musikken gik i gang, og det var smadret, energisk, distorted og både punket og poppet.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg første og indtil i dag eneste gang så Rebecca Lou live, og hun har virkelig rykket sig meget siden da. Især vokalen stod knivskarpt under mandagens koncert. 

Ballet blev åbnet med singlen “Not 4 U”, og under andet nummer, den legesyge “Sugar Sugar Sugar!” fik Rebecca Lou råbt “ROSKILDEEEE” af sine fulde lungers kraft. Måske det allerede var her, at moshpit-stemningen steg op i folk på de forreste rækker, for energien fra publikum begyndte at stige stødt, og under den spritnye single “No Surrender” gik opfordringen til at danse rent ind for en stund. Det var dog først mod slut i koncerten – især under “I Wanna Be Your Everything”, at det for alvor gik vildt for sig, der hvor jeg stod i hvert fald, og jeg blev da også selv væltet omkuld af en svedende fan under “Gorilla Grrrl”.

Rebecca Lou og band gav publikum, hvad de skulle bruge for at få en sindssygt sjov poppunk-koncert og få støvet til at rejse sig, og selvom Rebecca Lou var virkelig oplagt og energisk, så savnede jeg faktisk endnu mere fra frontkvinden. Jeg synes grundlæggende, at numrene blev en anelse forudsigelige og ensartede, og derfor havde jeg brug for noget uforudsigeligt fra bandet for ikke at tabe tråden. Jeg stod hele tiden og ventede på, at Rebecca Lou ville gøre et eller andet helt vild og overraskende for at hæve spændingen og bryde med det forventede, og det skete desværre aldrig rigtigt. Jeg blev glad for at se, at hun mod koncertens slutning hoppede ned fra scenen og trådte ud til publikum. Det var dog stadig på den “sikre” side af hegnet, og jeg savnede faktisk, at hun hoppede helt ud til de mennesker, der gav hende så meget energi, og derfra kunne levere den tilbage til dem i øjenhøjde. Det måtte endda godt være på bekostning af den ellers så sikre vokal, for helt ærligt så tyder en forpustet vokal i et rockshow som det her bare på, at artisten har givet alt.

Jeg er sikker på, at Rebecca Lou har fået flere nye fans som følge af Roskilde-koncerten, og jeg er sikker på, at både hun, bandet og rigtig mange i publikum – især dem der morede sig i moshpitten – har haft en sjov oplevelse. Men for mig blev det ved øjebliksbilledet, og der skulle flere overraskelser til, hvis jeg for alvor skulle indprente den i min hukommelse efterfølgende.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com