Hôy la – Roskilde Festival 2019
Foto: Jonas Svarstad
Scene: Rising
Tidspunkt: Mandag den 1. juli kl. 21.30
Ingri Høyland Kvamstad og band leverede en smuk og hårdtslående rammefortælling om tabuer i samfundet.
“I was trapped, but//I was trapped, but//And I think, and I think//Okay, okay, okay I can do something now// And I think// Cause I have time// And I have motivation,” lyder den manipulerede sample af en mandestemme over et ulmende beat, som Ingri Høyland og hendes bassist og med-keypad-spiller har sat igang. En trompet sætter sælsomt ind i det dystre udtryk. Vi får kun antydningen af EP-lukkeren “Saturday”, inden “Purple” tager over og folder lyden ud. Hôy la har gjort klar fra start, at det skal være mørkt, ulmende, alvorligt, nærværende og intimt, og det bliver det også hele vejen igennem indførelsen i den norske (nu dansk-bosatte) kunstners elektroniske og triphoppede univers.
“Shame” kanaliserer den stærke følelse af skam ud til os på den anden side af scenen, og den afspejler på én og samme tid følelsen af selv at føle skam og ønsket om at se andre føle skammen med sig. Hendes intense blik ud på publikum under den repetitive og aggressive “shame, shame on me!”-tekstbid siger i hvert fald, at ingen er frelste.
Det lyder som stærke sager, og det er det også. Der er ikke meget snak mellem numrene – ikke at der er brug for det – men når Ingri en gang imellem siger noget, så er det fordi, hun har noget vigtigt på hjerte. Således bliver nummeret “Alone” introduceret med ordene: “Hvis nogle af jer ikke har prøvet at få et angstanfald, så føles det sådan her.” En dyb basvariation af hjerteslag galopperer afsted, som er dit hjerte ved at løbe fra dig, og skærende, gennemtrængende toner fra Ingris pludselige saxofonspil gennemsyrer øregangen. Det føles ubehageligt og går rent ind – især fordi Ingri også er god til at bruge sit kropssprog som talerør på lige fod med sin stærke vokal.
“Roses”, som byder på en utroligt smuk melodi, står i stærk kontrast til den udsyrede “Alone”, og der er tydeligvis tænkt over det lys, der nu bader scenen i en blodrød farve.
Ingri fortæller med sin musik små historier, der alle hænger sammen og maner til eftertanke om alle de følelser, vi skjuler og ikke tør tale højt om. Det er kraftfuldt og fungerer størstedelen af tiden, selvom der på en eller anden måde er lidt for højt til den åbne himmel, og stemningen nogle ganske få gange bliver lidt for monoton.
Vi slutter af, hvor vi begynder, med en udfoldet version af “Saturday”, og hvor trompeten ved åbningen af koncerten lød nærmest opgivende, har den på den anden side af Ingris fortælling nu en mere opløftende og episk klang, der lader mig gå fra koncerten med en et lille håb om, at ting godt kan blive bedre, selv når det ser mørkest ud.
