06 jun Tove Lo – Northside Festival 2019
Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Green Stage
Tidspunkt: Torsdag den 6. juni klokken 15.15
Den svenske electropop-sangerinde åbnede Green Stage på Northside Festival til en – næsten fejlfri – koncert.
[rwp_box id=”0″]Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er svært begejstret for den svenske sangerinde Tove Lo. Jeg har fulgt med fra sidelinjen lige siden “Talking Bodies” begyndte at spille i min radio i 2015. Jeg har holdt mig så opdateret som muligt på hendes udgivelser, hvor hendes Instagram bliver brugt som en fanportal med 1,6 millioner følgere i skrivende stund. Derfor var mine forventninger til hendes koncert også så høje, at jeg jo næsten ikke ville kunne blive andet end skuffet. Lo fik heldigvis vendt mine forventninger til ren begejstring og taknemmelighed frem for skuffelse.
På scenen var der et lidt fattigt instrumentalt set-up – men genren er jo også electropop, og det er efterhånden ikke noget nyt, at artister i den moderne popverden har et solidt backingtrack med, i stedet for et hav af musikere. På trods af et band, der kun var tre mand, fik de spillet stærkt op til “Disco Tits”, hvor min indre fangirl nok nåede at slå 10 kolbøtter. Tove Lo kom ud i oversized cowboyjakke, stramme shorts og en hvid top, som ikke overladte særlig meget til fantasien, mens hun slangede sig og rystede alt hvad hun havde, og samtidig diskede op med lækre vokaloverlægninger. Så var festen i gang, og det samme var publikum, som var i et kraftigt overtal af piger, der hvinede i himlens sky til Lo’s sensuelle og småprovokerende dansetrin.
Lo smilede og fortalte, at det var første gang i år, at de gav koncert, så hun havde glædet sig – desværre kunne man godt høre, at det var første gang i et stykke tid, at bandet fik lov til at spille live. Lydniveauet sad desværre ikke helt i skabet, og derfor kunne vokalen en gang imellem komme til at lyde lidt usikker.
Det blev dog hurtigt glemt, da “Influence” kom på, hvor man i bedste ASMR-stil fik vist videoer af Tove Lo på storskærmen. Her blev der både lavet grimasser, flænset nylonstrømper og leget med lim, der var filmet så tæt på sangerindens hud, at man nærmest følte man selv rørte ved hende. Videoerne panorerer gennem Lo’s sange, og i stedet for at skabe en form for distance, som der kan komme ved at smide en kunstner op på en kæmpe skærm, så følte man sig tættere på end nogensinde.
Én af de ting, som jeg har beundret Tove Lo for, er hendes frie tilgang til kvinders ret til en åben og frembrusende seksualitet. Det budskab bliver også cementeret fast i løbet af showet, hvor hun ikke er bleg for at tage sig selv hårdt i skridtet til “Lady Wood”, mens at de førnævnte videoer viser Lo i en form for sex-trance.
På “Talking Body” får den hele armen og publikum eksploderer, mens Tove Lo listigt lader sine fingre glide ned af brystkassen og videre ned til starten af den hvide top. Og så blev sangerindens bryster – som efterhånden er blevet lidt af et varemærke til hendes koncerter – også luftet til koncerten i Ådalen. Dog kun for en kort stund, det er jo trods alt søde lille Northside der spilles på.
Herefter løber Lo ud blandt publikum, mens hun lader hænderne glide igennem det stærkt begejstrede publikums fingre (jeg kan nok ikke lægge skjul på, at jeg selv var én af dem). Man kan se, at hun er tilfreds og glad, men måske også en kende nervøs, for som hun fortalte var det første gang hun havde stået på scenen i et års tid.
På trods af nervøsiteten, så kom Tove Lo godt igennem settet, og mit første indtryk af bandet, blev i den grad modbevist i løbet af koncerten. De tre multiinstrumentalister rendte frem og tilbage mellem både keys, drumpads, bas og guitar, og skabte et fremragende lydbillede, på trods af lidt tekniske udfordringer. Det fortsatte desværre på Lo’s nyeste single “Glad He’s Gone” hvor det virkede til, at sangerinden ikke kunne høre sig selv, for hendes vokal ramte ikke helt rent i sangens overgange.
Når det så er sagt, så fik jeg alle mine forventninger indfriet på “Cool Girl” og gennembrudshittet “Habits (Stay High)”, hvor Lo i den grad demonstrerede, hvorfor hendes musik og politiske dagsorden stadig er et tiltrængte spark bagi til den moderne musikbranches store popmaskineri.
