Søn – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Rising
Tidspunkt: Søndag den 30. juni kl. 21.30

Søn leverede et helt igennem forrygende show på Rising-scenen søndag aften på Roskilde Festival.

[rwp_box id=”0″] “I dag er det Søn-dag”, lød det kækt fra Rising-scenens presenter, og på trods af den lidt kiksede joke, blev det faktisk netop dét. Publikum var mødt talstærkt op foran Rising for netop at støtte det nye fremadstormende band, Søn, som i den grad er et band, man skal og vil komme til at kende til i fremtiden. 

Søn lagde ud med “Fem Fingre”, som med det samme viste bandets utroligt stærke sammenspil. I hvert break ramte de hinanden perfekt, og man følte sig helt tryg og samtidig tryllebundet ved at være vidne til denne koncert. 

Jeg hørte Søn første gang live tilbage på Spot Festival tidligere i år. Her brugte jeg også ordet “tryllebandt”, for det er simpelthen det, Søn gør ved en. Og især forsanger Kristoffer Jessen formåede igen at fastholde min og publikums opmærksomhed, så det var svært at slippe ud af den igen. 

Søns blanding af poppede melodier med rocket instrumentering og tekster fyldt med hverdagspoesi smeltede sammen i en smuk harmoni, som vidner om, at de sagtens kunne blive deres generations store musikalske stemme. 

“Ægte Kærlighed” er et pragteksemplar på dette, og det var for mig også højdepunktet på koncerten. Her viste Søns musik og tekst for alvor, hvor stor en dybde deres næsten naive, filosofiske tekster har. En dybde der rækker langt længere end deres unge år.

Kristoffer Jessen skal som sagt have ekstra stor ros for sin tilstedeværelse på scenen, og for sin indlevelse og sin udførelse. Samtidig var det dog også det, der ubevidst gav koncerten dets eneste minus. For når Kristoffer Jessen bevægede sig længere i baggrunden af scenen og gav resten af bandet plads til at folde sig ud, var det her min koncentration flakkede. Der er ingen tvivl om, at bandet spillede helt formidabelt, men for mig bliver det fuldendt af Kristoffer Jessens tilstedeværelse, og altså dermed også mindre fuldendt, når han i for lang tid ad gangen trådte ud af lydbilledet. 

Mellem deres tidligere udgivne sange som “Dan Bilzerian” og “Når Pornofilmen er Færdig” fik vi også lov til at høre en helt ny sang,“I Wanna Be Seen”, som viste lige så stort potentiale, som resten af deres bagkatalog. Søn sluttede af med hittet “Malmö” til store klapsalver og jubel fra publikum, og de endte dermed koncerten på toppen.

Der er ikke meget negativt at sige om Søn, og hvis ikke du har oplevet dem live, skal du simpelthen gøre det. Så enkelt er det. 

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com