23 jun Slipknot – Copenhell 2019

Foto: Morten Skovgaard 
Scene: Helviti
Dato: Fredag den 21. juni kl. 23.00

Slipknot spillede med fråde om munden og havde en mission om at gøre deres koncert til en uforglemmelig oplevelse på Copenhell. På trods af en kort række af sange, som ødelagde den hektiske stemning, havde Iowa-bandet fuldstændig styr på det kontrollerede kaos.

Slipknot kan ikke siges at være et særligt subtilt band. De har altid været meget excentriske i både deres musik, og når de går på scenen. Slipknot startede med ni unge mænd fra Iowa, der tog masker på og skabte en form for ekstremt orkester med olietønder, en DJ og et mod på at lægge nogle super melodiøse og poppede melodier ind i deres ellers voldsomme musik.

Når jeg skriver det nu, virker det helt komisk, men de har da også stået til mål for meget hån fra metalmiljøet. Men den samme voldsomme excentricitet var også at finde på Copenhells største scene denne aften.

Der var derfor heller ikke mange øjeblikke under koncerten, hvor man stod stille. Slipknots sammensmeltning af de sene 90’eres nu-metal og deres kærlighed til ekstrem-metal skabte en voldsom intens oplevelse, og fik under størstedelen af koncerten rystet i alle vores grundvolde. Folk blev under den halvanden time, koncerten varede, revet i smadder, og det var svært at komme sig over koncerten, efter sidste akkord var blevet spillet.

I et ni mand stort orkester skal man have kontrol over, hvem der gør hvad og hvornår, og samtidigt skal det virke farligt – på randen til at tippe over og ødelægge os alle sammen. Kunsten i bandet er idéen om det kontrollerede kaos. Slipknots musik skal give indtrykket af et ukontrolleret monster, der er klar til at overrumple os alle sammen. Det er nogle voldsomme hektiske og kaotiske følelser, der kommer til udtryk i Slipknots musik, samtidig med at det også skal kunne være smukt. Og det havde Slipknot fuldstændig styr på under hele settet.

Det kunne dog blive lidt komisk og for meget, for eksempel da de hev et baseballbat i flammer frem og begyndte at slå på ølfustager. Man kunne ikke rigtig høre det, og fremfor at virke voldsomt, virkede det bare fjollet. Men sangeren Corey Taylor er en utrolig vigtig brik. Taylor har en fantastisk evne til at veksle mellem death growl og ren sang, samtidig med at han rytmisk kan sætte sætninger sammen over meget kort tid. Vi forbinder os med sangerens vokal og tekster og det kaos, han befinder sig i. Det var fabelagtigt under hele koncerten, hvor folk smadrede ind i hinanden i ren forløsning og ekstase, hver gang bandet ramte energien helt korrekt.

Koncerten var en masterclass i kontrolleret kaos, og det gik aldrig hen og blev kedeligt, på nær under to sange en time inde i settet. Men med stor intensitet fik Slipknot overrumplet Copenhell, og de var et fabelagtigt hovednavn til årets Copenhell.