06 jun Pond – Northside Festival 2019
Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Red Stage
Tidspunkt: Torsdag den 6. juni kl. 14.15
Pond omfavnede publikum med et tæppe af psykedeliske toner, og viste sig at være langt mere end bare opvarmning til Tame Impala.
[rwp_box id=”0″]
Eftermiddagens første koncert på Red Stage var fyldt med solskin og glade, håbefulde festivalgæster. Med et band som Pond, der består af en god portion Tame Impala-gutter, var jeg dog lidt skeptisk overfor, om koncerten ‘bare’ ville blive en stærk appetitvækker og i højere grad agere opvarmning for dagens senere koncert med hovednavnet. Det blev heldigvis ikke tilfældet.
De fem australiere begyndte med “Daisy” fra deres nyeste plade Tasmania (ud af syv) og allerede her var det tydeligt at showet blev et ekstravagant ét af slagsen. Forsanger og guitarist Nick Allbrook startede energisk ud med forførende dans i store hoftebevægelser – en stil der minder mest om en fimset udgave af Mick Jagger. Det var dog ganske effektivt for stemningen og bandet spillede tidligt et af deres største hits “Sweep Me off My Feet”, der med sine pirrende synthesizers, tilbagelænede beat og Allbrooks skæve vokal, virkelig fik publikum i gang.
Selvom både bassist Jay Watson og guitarist Joe Ryan fik enkelte betydelige momenter, var det klart at den excentriske forsanger Allbrock havde al fortjenesten i den solide levering af showet og den tætte forbindelse til publikum. Han skabte en næsten trancelignende tilstand, hvor der både var plads til inderlige øjeblikke, blandt under “Tasmania” og ekstremt psykedeliske øjeblikke med growlende vokal, skrattede guitarriffs og atmosfæriske synth-figurer i “Giant Tortoise”. Allbrook var på et tidspunkt også helt nede ved hegnet og fik noget snus fra publikum, som endte med at blive en gennemgående joke blandt bandets medlemmer med ordene – “you snus you loose”.
Halvvejs gennem settet havde koncertgæsterne virkelig fået vækket sin festivallyst og under “Burnt Out Star” stod flere i en helt hypnotiseret tilstand med lukkede øjne og vuggende kroppe. Ligeså rolig man kunne blive af Allbrooks dybe røst à la David Bowie, ligeså sitrende en energi kunne der mærkes, når bandet gik i gang med deres ekspressive glam-rock med pirrende guitarsoloer og pumpende bas- og trommerytmer. Den psykedeliske stemning var dog i hovedsædet og med et ekstremt erfarent liveband, som i den grad leger med lyde, fik vi da også fornøjelsen af vokal gennem en legetøjs-megafon, fugle-lyde på en tværfløjte og gennemsyrende synth-overflader.
Alt i alt blev alle mine bekymringer bragt til skamme og Pond beviste, at de i den grad kan klare sig som et selvstændigt act. Selvom jeg flere gange under koncerten kunne nynne Tame Impala-melodier over arrangementerne, formåede Pond alligevel at sende mine tanker hurtigt væk, og de fik i den grad startet Northside Festival på den helt rigtige måde.
