#NS19: Bon Iver fortalt med fem sange

Foto: Graham Tolbert & Crystal Quinn

Danmark gæstes af mange store kunstnere under NorthSide, og lørdag aften er det Bon Ivers tur til at kaste stjernestøv af sig. Vi sætter fokus på en artist fra hver dag af NorthSide, så du ved lidt om den person, du kigger på, græder til, danser til, krammer til, eller hvad du nu kommer til at gøre under koncerterne.

Bon Iver er et af de bands, som ligger under for forsanger-komplekset. Men den gængse association til frontmand Justin Vernon er heller ikke helt forkert, selvom det musikalske projekt altså er meget større end Vernons karakteristiske og inderlige falset. For han er og vil altid være den kreative tovholder for bandet, der har haft flere udskiftende medlemmer.

På nuværende tidspunkt er Bon Iver en samlet betegnelse for forsanger Justin Vernon, saxofonist Michael Lewis, multiinstrumentalist Sean Carey, trommeslager Matthew McCaughan og Andrew Fitzpatrick. De er alle mangefacetterede musikere og er krediteret i flere roller på bandets sidste plade 22, A Million.

Bandets ofte reducerede udtryk til Justin Vernon er dog ikke uden grund. Hele projektet startede nemlig i en jagthytte i Wisconsin, hvor den amerikanske sanger og sangskriver i tre måneder skrev, producerede og mastererede det anmelderroste debutalbum For Emma, Forever Ago fra 2007. Herfra var især nummeret “Skinny Love” med til at gøre Bon Iver til et verdenskendt navn. Vi starter dog vores guide til Bon Iver ved et andet nummer fra debutpladen, som måske har mere at sige om det kreative act, end du umiddelbart tænker over. God læsning!

“re:stacks” (2007)

Selvom “Skinny Love” blev gennembruddet for Justin Vernons på det tidspunkt soloprojekt, og tydeligt indrammer lyden for resten af pladen, er sangen “re:stacks” et spadestik dyberede i Bon Ivers univers. Udover at sætte en musikalsk markering med, hvad der ville blive deres mest karakteristiske elementer: Akustisk guitar og den smukke dubbede falsetvokal, er der også en historisk dimension i nummeret. Når Vernon synger “This my excavation and today is Qumran,” refererer han tilbage til dengang, man fandt dødehavsrullerne i grotterne omkring Det Døde Hav – et stort ærkeologisk fund omkring midten af 1900-tallet. Vernon har i et interview fortalt, at det ændrede retningen på kristendommen, om folk ville det eller ej. Bon Iver cementerer med dette nummer og resten af pladen, at ord, betydning, symboler og metaforer er en lige så vigtig del af sangene som selve lyden.

“Woods” (2009)

Året efter debutpladen udgiver Bon Iver EP’en Blood Bank, som med titelnummeret og “Beach Baby” fortsætter i den guitarbaserede singer/songwriter-stil. Nummeret “Babys” er derimod fyldt med plingende klaver, og det er første gang, man ikke hører en form for guitar på et Bon Iver-nummer. Hører man EP’ens fjerde og sidste nummer, får man for alvor slået benene væk under sig. “Woods” er en smuk symfoni af opbyggende vocoderharmonier og autotune, hvor linjerne: “I’m up in the woods // I’m down on my mind // I’m building a sill to slow down the time” gentages. Autotune er på dette tidspunkt en effekt, der får mere plads i poplandskabet efter at have været udforsket meget i hiphopgenren op igennem 00’erne. Bon Iver viser med sangen en musikalsk alsidighed i stor kontrast til det organiske og ‘autentiske’ skovmandslydbillede, vi ellers hidtil har fået fra Vernons hånd.

“Calgary” (2011)

På Bon Ivers selvbetitlede album fra 2011, blev lyden en del mere ambitiøs, og med flere udvidede, storslåede arrangementer var det nu tydeligt, at projektet havde bevæget sig fra soloprojekt til et større musikalsk fællesskab. På nummeret “Calgary” er der både plads til de kendetegnende akustiske elementer, men med stadionlydende trommer og et mere eksperimenterende udtryk med distortede guitarer og synthesizers var Bon Ivers musik ikke længere bare velkomponerede folk-numre på en guitar. Dynamik og dyrkelsen af lyde og soniske landskaber, var meget tydeligere på hele albummet Bon Iver. Et album der også gav bandet en Grammy for bedste nye artist og bedste alternative musikalbum.

“Heavenly Father” (2016)

Efter kun at have pointeret studieindspilninger kommer her et eksempel på, hvor stor en musikalitet bandet besidder i deres varierende live-performances. I 2016 var der gået fem år, siden Bon Iver sidst udgav musik, men alle bandets medlemmer havde i mellemtiden haft travlt med diverse soloprojekter og samarbejder. Justin Vernon er jo en mand, der blandt andet har arbejdet med Kanye West, The Flaming Lips, James Blake, Jay-Z, Aaron Dessner (The National) og Francis and the Lights. Efter en længere pause med indspilninger havde bandet dog stadig gang i flere live-optrædender. En af de bemærkelsesværdige af slagsen var da bandet sammen med trioen The Staves optrådte med en a capella udgave af den ikke-udgivne “Heavenly Father”. En gåsehudsfremkaldende korhymne, som igen beviser bandets bredtfavnende tilgang til musik og dets mange forskellige udtryksmuligheder.

“33 ‘GOD'” (2016)

Der var god grund til ventetiden, da albummet 22, A Million landede. Det var nemlig et meget mere eksperimenterende Bon Iver, der præsenterede sange med pitchede vokalspor, forvrængede trommesamples, rumklangsmættede saxofoner, vocoder og knitrende synth-overflader. Selvom man i sange som “29 #Strafford APTS” og “00000 Million” stadig kunne spore guitarer og klaver, var det langt fra den genkendelige Bon Iver lyd. På “33 ‘God'” bliver begge verdener kombineret, og man hører hver enkelt velovervejede detalje – ligefra Vernons intime vokal, den fine klaverfigur og akustiske guitar til de computerspils-lydende korsvar, distortede trommer og dybe synthbas. Der var ingen tvivl om, at Bon Ivers nye retning overraskede, men ikke desto mindre var modtagelsen positiv på pladen, der havde mere end 30 forskellige musikere inde over udarbejdelsen.

Selvom guiden her kun er fem sange lang, bliver vi nødt til at nævne bandets helt ny-udgivne singler “Hey, Ma” og “U (Man Like)”, der landede mandag eftermiddag. Vi håber selvfølgelig at få lov til at opleve dem live, når bandet spiller lørdag aften kl. 23.15 på Green Stage.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com