08 jun Mark Ronson – Northside Festival 2019
Foto: Nicolai Hildebrand
Scene: Green Stage
Tidspunkt: Fredag den 7. juni kl. 23.15
Stjerneproduceren leverede et solidt DJ-set, der skabte stor fest blandt publikum, men dog manglede de sidste musikalske overraskelser for at stikke helt af.
[rwp_box id=”0″]
Selvom jeg inderligt håbede at Mark Ronsons koncert ikke ‘kun’ ville være et DJ-set, fik han leveret et helt igennem legendarisk DJ-set. Ronson lagde samtlige 8.000 hungrende og festklare festivalgæster ned bag sin pult, med en hitparade både ude og inde for sit store bagkatalog.
Showet startede med sange fra hans opkommende album Late Night Feelings, hvor især country-bangeren “Nothing Breaks Like a Heart” med Miley Cyrus vokal stormende ud af højtalerne, satte festen godt igang.
Udover Ronsons egne store hits som “Uptown Funk”, “Bang Bang Bang”, “Ooh Wee (feat. Ghostface, Killah, Nate Dogg, Trife & Saigon)” og Silk City samarbejdet med Diplo og Dua Lipa “Electricity”, der selvfølgelig skabte stor jubel blandt koncertgæsterne, var størstedelen af sangene ikke Ronsons egne. Den amerikanske producer spillede blandt andet bider af Daft Punks “One More Time”, Missy Elliots “Get Ur Freak On”, Big Seans “I Don’t Fuck With You feat. E-40”, Drakes “Nice For What”, Lil Nas X’s “Old Town Road”, Post Malones “Wow.” og Cardi B’s “Bodak Yellow”. Mest bemærkelseværdig var dog da han remixede Adeles “Rolling in the Deep” med det oldschool 80’er-hit, The 45 Kings “The 900 Number” eller da Tame Impalas “Elephant” smukt blev fusionerede med Kendrick Lamars “HUMBLE.”
Det kan virke en smule mærkeligt at Ronson ikke udelukkende trak på sit enorme bagkatalog – til gengæld vidnede sangvalgene om en meget erfaren og talentfuld DJ, der med scratchende plader, perfekte build-ups og drops kunne holde festen interessant hele vejen igennem. Ronson er desuden en DJ, der hele tiden er i kontakt med både publikum og sine knapper, og man hverken hører eller føler, at det bare er en omgang hits fra ynglings Spotify-playlisten. Selvfølgelig også forventeligt med en stjerne som Ronson.
Scenens udsmykning af selvlysende halve hjerter og et stort roterende disco-afbrækket-hjerte blev virkelig sat i spil under den allestedsnærværende “Shallow”. Her blev tracket flere gange skruet helt ned og i smuk fællessang skreg samtlige koncertgæster med på “Sha la la la shallow”. Endnu et ømt øjeblikke opstod, da Ronson spillede Amy Winehouse hittet “Back To Black”, hvor et stort billede af den afdøde sangerinde fyldte scenens store skærme, og hele publikum stoppede deres ølkastning og hoppende dans. Hele molevitten blev da også afsluttet med “Valerie”, som på perfekt vis samlede alle de glade festivalgæster, og hvor fællessangen var endnu stærkere.
Man må bøje sig for Ronson utrolige evne til at skabe en vedvarende og solid fest, men en stjerneproducer som ham kunne godt have gjort mere ud af sceneshowet eller hentet et par gæstekunstnere med på scenen. Selvom koncerten ikke var spækket med store musikalske overraskelser, fik Ronson dog uden tvivl skabt en stor fest blandt publikum og leverede et ret så mindeværdigt DJ-set.
