09 jun Kurt Vile & The Violators – Northside Festival 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Red Stage
Tidspunkt: Lørdag den 8. juni kl. 21.45

Philadelphia-sangskriveren gav et lidt ensformigt show med masser af guitar og indadvendt charme.

Kurt Viles slacker-rock placerer sig i et forunderligt spændingsfelt. Viles musik har både den gæve charme fra country-genren, lyrik der hører hjemme i et psykedelisk univers (eller et comedyshow), og så har han et artistisk udtryk som en vaskeægte shoegaze-rock’n’roller. Mens Northsides yngre gæster var gået op for at have en fest med 99-drengene, var den lidt ældre del strømmet ned til Red Stage, hvor de ventede på, at Vile med de lange krøllede lokker skulle træde frem på scenen.

Frem kom han så i selskab med sine Violators, hvor der lige blev lavet det sidste lydtjek, mens Viles dybe røst sagde: »Steak, steak, ribs, ribs« ind i mikrofonen med et blik rettet stift nedad. Jeg havde allerede fået at vide, at udtrykket ville være genert og indadvendt, og det fungerede overordnet fint gennem det 45 minutter lange set, som Vile og The Violators nåede at spille for os.

Der blev lagt godt ud med “Loading Zones”, hvor Vile fik markeret sit image som mystisk lurendrejer ved at krydre folk/country-lyden med mere growlede råb og overlegne guitarsoloer. Det er tydeligt, at bandet, trods det lidt sjuskede udseende, havde tilrettelagt deres musik ned til mindste detalje og finesse, og der var ikke en finger at sætte på deres musikalske talenter. Fornøjelserne fortsatte på nummeret “Jesus Fever”, som var endnu federe end i studieversionen, fordi den blev krydret med space-lyde, der passede perfekt til den sindstilstand, Vile så ud til at være i.

Når en kunstner bliver suget ind i sin musik til en koncert, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Men hvis lydbilledet ikke er så rigt på variationer, kan det godt blive en lidt homogen affære, og det blev det til tider også med Kurt Vile. Den ene halvdel af publikum så ud til at kede sig, mens den anden halvdel stod med fadøl i hænderne og rockede med til tonerne, der i en lind og solid strøm røg ud af højtalerne. Og så blev den fine start på “Bassackwards” desværre ødelagt af, at The Minds of 99’s koncert bragede så meget igennem, at man kunne høre det over Viles stille fingerspil på akustisk guitar – det er desværre ikke en særlig lækker cocktail.

»I guess it’s still the daytime around here« var, sammen med et par korte kærlighedserklæringer, en af de få ting, Kurt Vile sagde til sit publikum. Selvom der ikke blev sagt meget, så blev der sagt nok, og folk jublede, da “Wakin On a Pretty Day” kom på, hvor Vile leverede sit bittersøde budskab:

You can say I’ve been most all around // But honey I ain’t goin’ nowhere // Don’t worry ’bout a thing // It’s only dying.

Hele molevitten blev lukket af med en overdrevet guitarsolo, der vejede godt op for de mere stille elementer – det måtte der gerne have været lidt mere af.

Vile er en meget tvetydig type, der både bærer ekstremt indadvendte og højtråbende elementer i sig. Jeg havde håbet på, at vi ville have fået begge sider at se i hans lydbillede lørdag aften, men det viste sig desværre at hælde mest hen til stillestående elementer, og de kom altså til at lyde som hinanden. Showet blev sluttet af med “Wild Imagination” fra Viles 2015-album b’lieve i’m goin down…, som blev en lidt flad afslutning på en koncert, hvor tiden – trods lidt kedsomhed fra min side – alligevel var fløjet af sted.