07 jun Khalid – Northside Festival 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Blue Stage
Tidspunkt: 21.45

Den amerikanske R&B-sanger kom ikke ud over scenekanten – også selvom et stærkt begejstret publikum i den grad prøvede at hjælpe ham på vej.

Første gang jeg skulle opleve Khalid var på sidste års Roskilde Festival, hvor hans koncert viste sig at være fuldstændig umulig at komme ind til i det overproppede Arena-telt. Siden da har jeg undret mig over, hvad alt hypen gik ud på med den 21-årige sanger, som har en stemme, der er blød som smør og har sat sig ind i hjertet på mange teenagere.

Khalid er på mange måder stemmen for millennials-generationen, hvilket også var meget tydeligt på fremmødet til hans koncert fredag aften. Masser af teenagepiger stod med våde sko og lys i øjnene, mens de ventede på den amerikanske stjerne skulle indtage scenen.

Ballet blev startet ud med gennembrudshittet “American Dream”, hvor hele lydbilledet desværre var ret grødet, dels på grund af publikums pigehvin og dels på grund af Khalids mumlen ind i mikrofonen. Men her var han så. I kæmpestore hvide sneaks og et baggy outfit havde sangeren, der virkede halvgenert, indtaget scenen med et stort og sødt tandsmil. Meget nuttet, men simpelthen ikke holdbart i længden. Til trods for et sceneshow af velkoreograferede dansere og store videoer, der blev smidt op på storskærmene, så blev det hele en stor sammenhængende og desværre halvkedelig oplevelse.

Man kan komme langt med charme. Men da Khalid for femte gang præsenterer den næste sang som en af hans »personal favorites« begyndte hele set-uppet at virke upersonligt og falskt, specielt fordi det var det eneste kontakt sangeren nærmest tog til det stærkt begejstrede og jublende publikum. Og det er altså utroligt godt gået, at man kan holde gejsten så meget oppe med et lydlandskab, som kom til at blive langtrukkent og ensformigt fremfor varierende og nytænkende.

Når Khalid ikke stod og mumlede ned i mikrofonen kom han fint igennem, blandt andet på numrene “Eastside” og “Silence” fik Khalid endelig lov til at vise sit sangtalent. Desværre var det et enkeltstående tilfælde, og Khalids halvdovne vokal druknede i produktionerne, fremfor at blive løftet af dem. Desværre endte den publikumskære “Silence” ud i et mærkeligt og unødvendigt mash-up, som fik en til at glemme det lille glimt af håb, som Khalid lige havde demonstreret for os. Ærgerligt.

For enden af hvad der havde været en 20-numre (utrolig) lang koncert sluttede R&B-stjernen af med “Better” fra sidste års album Suncity, som ikke ligefrem tog kegler, pånær den lækre autotunede outro, hvor Khalid kort igen fik lov til at vise bare en smule af kunstnerisk frihed, men det var desværre langt fra nok til at give en mindeværdig oplevelse. Til at lukke festen spillede han “Saturday Nights”, der gik over i Oasis’ “Wonderwall”, som virkelig var tåkrummende og en totalt dødssejler. Efter et par halvhjertede fraseringer smuttede Khalid med sit store tandpastasmil ud, mens der blev sagt han elskede os. Ikke just overbevisende, med mindre man var én af de purunge festivalgæster, der var ved at gå i ekstase oppe på de forreste rækker.