20 jun Immolation – Copenhell 2019
Foto: Majbritt Press
Scene: Pandæmonium
Dato: Torsdag den 20. juni kl. 00:30
Død og Smadder! Immolation viste hvorfor, de er et legendarisk dødsmetalband og hev hele publikummet rundt i en inferno af flammende guitarer og helvedes vokaler. Der var erklæret dødsmetal med stærke sange i settet. Desværre nåede koncerten ikke helt derop, hvor koncerter sætter sig i hukommelsen. Kvaliteten var der, men den helt store oplevelse manglede.
[rwp_box id=”0″]
Immolation er et af den slags band, som ofte er garant for en fed lytteroplevelse på deres album, og med deres seneste stærke udgivelse fra 2017, nemlig albummet Atonement, var der blot endnu flere sange med potentialet til at rive mennesker itu, oveni en ellers knivskarp udgivelseshistorik.
Og kvaliteten var der helt sikkert. Bandet spillede hamrende godt sammen, og lydniveauet på alle instrumenterne sørgede for, at musikken kom helt ind i alle, der stod foran Pandæmoniumscenen. Trommerne kunne mærkes på kroppen, og de skarpe guitarer gennemtrængte alle.
Det største problem for koncerten var, at den aldrig nåede op på et punkt, hvor den blev særlig. Koncerten kunne virke en anelse passiv. Der manglede det sidste for, at koncerten blev en uforglemmelig oplevelse, hvilket jeg under bestemte tidspunkter af Immolations koncert ellers følte potentiale for.
De spillede med kvalitet, men det var mere eller mindre hen ad samme boldgade, når det kom til at oversætte, hvad de spillede på scenen, og hvad der kom ud af højtalerne. Det var aldrig dårligt, men det blev heller aldrig genialt. Jeg tror, der var lydmæssige problemer, da lydprøven blandt andet tog længere tid end først antaget, og der lød fra tid til anden feed fra scenen. Måske det kunne have noget at gøre med det massive skybrud, der var tidligere samme dag, som også havde voldet problemer for Katatonias koncert.
Men det forhindrede ikke de forreste i at starte moshpits og circle of deaths, så energien var der bestemt. Bandet gav også udtryk for, at de vidste, at det var de mere hardcorefans af dødsmetal og bandet, som var blevet tilbage på denne kolde aften, hvor koncerten startede senere end ellers planlagt.
Koncerten var fyldt med stærke dødsange spillet af et ikonisk dødsmetalband, men deres første Copenhell koncert var aldrig helt oppe at ringe på trods af den stærke fan deltagelse. De må under alle omstændigheder komme tilbage til Copenhell, men ellers skulle man også kunne fange dem i Danmark senere i år. Gør det, og bliv blæst omkuld af dødsmetals krigere.
Alle billeder: Majbritt Press