30 jun Heartbreak Satellite – Roskilde Festival 2019

Foto: PR
Scene: Countdown
Dato: Søndag den 30. juni kl. 18.00

Heartbreak Satellite kom grundet lydproblemer og lidt for meget gestikulering mellem hinanden ikke helt sikkert i land, men skabte alligevel en hyggelig popfest foran Countdown.

Det er (desværre) ofte ret svært at få folk til at lytte til ny musik – tilføj at folket der skal lytte er fulde, solstiksramte festivalgæster, og at musikken, man skal have dem til at lytte til, kommer fra et totalt ukendt norsk navn.

De norske festivalgæster udgjorde en stor del af det minimalt fremmødte publikum, som dog løbende blev større og større. Det lod til at flere blev lokket til af Ragnhild Jamtveits forførende vokal og de skæve, finurlige, elektroniske popproduktioner, Håkon Brunborg og Tobias Pfeil stod for under kunstnernavnet Heartbreak Satellite.

Jeg var forud for koncerten ret spændt på at se Ragnhild Jamtveits præsteation uden for Pom Poko-sammenhæng, som jeg allerede har set hende i hele to gange i år. Hendes scenekarakter var ret anderledes, og det var egentligt fedt at se, hvordan hun kunne holde de to projekter adskilt og leve sig ind i musikken på forskellige måder. Simpelthen fordi musikken bare også er ret forskellig, selvom hun dog stadig leverede sine tekster med den samme smukke vokal, jeg så mange gange er blevet imponeret af.

Selvom det blev en ret hyggelig koncert med interaktion fra publikum – blandt andet med en lille dansekoreografi, som gruppen satte i gang – så var der også nogle lidt uheldige omstændigheder, der trak ned i det samlede helhedsindtryk.

Der var helt klart lydproblemer, og nogle gange kom jeg i tvivl om, hvorvidt der også var lidt problemer med koordineringen gruppen imellem. I hvert fald var der ofte gestikulering til både lydmand og hinanden på scenen, som om de konstant skulle forventningsafstemme, hvad næste træk skulle være, eller hvor højt synthen skulle ligge. Det gik desværre ud over oplevelsen nede fra publikumsrækkerne af, hvor man aldrig følte sig helt sikker på, om tingene gik, som de skulle. Og faktisk havde jeg nok ikke hørt det, hvis der var lidt fejl hist og her, for musikken er så overraskende alligevel, at jeg – og mange andre – nok bare ville tro, det var med vilje.

Det var ret sejt at have analog synth med, men da den skulle stemmes mellem hvert nummer, tabte gruppen nogle gange publikum i mellemtiden, og når der ikke er så mange af dem, så har det en lidt ærgerlig virkning. 

Når det er sagt, så var det en hyggelig eftermiddagskoncert med spændende pop på programmet fra tre gæve nordmænd, der er mere og mindre scenevante, men hev den hjem på charme og den saxofonoverraskelse, der lukkede ballet til stor jubel fra publikum.