24 jun Hatchie – Keepsake

Foto: Sophie Hur

10 banale popsange spundet ind i et syntetisk og prætentiøst lydunivers udgør det dimensionsløse væv i Hatchies debutalbum ‘Keepsake’.

[rwp_box id=”0″]

Australske Hariette Pilbeam dukkede i 2018 op på musikscenen med EP’en Sugar and Spice, som hun udgav under kunstnernavnet Hatchie. Med sine svævende melodier bestående af luftig vokal, rumklangsguitar og synthesizer blev sangeren og bassisten hurtigt et kendt ansigt på dreampop-scenen. Men efterfølgeren Keepsake er ikke så meget andet end den tomme to’er, som ihærdigt og skabelonagtigt prøver at genskabe drømmens klang.

Keepsake spiller på alle de musiske æstetikker og lydopdagelser, som så dagens lys i slut 80’erne og start 90’erne. Der er derfor ikke noget nyt under solen, når Keepsake hiver den ene simple kærlighedsvise efter den anden igennem mislykket genskabelse af drømmepoppens soniske lydmur og uforbeholdent inviterer lytteren med til en omgang klatmaling på synthesizertapetet.

Keepsake udgøres af mange forskellige stilistiske lydflader, og de ti sange er komponeret med inspiration fra New Order, My Bloody Valentine, Slowdive og The Sundays. Sangene “Kiss the Stars” og “When I get Out” er udgjort af et fint og svævende lydspind, som er intakt med dreampoppens ånd. Sangene “Stay With Me” og “Secret” er en hyldest til midt 80’ernes synthesizer fest, og på sangen “Unwanted Guest”, som introduceres med rumklangsguitar, findes der en tynd lighed med den soniske støjmur fra My Bloody Valentines sang “Only Shallow”. Men det eneste, Keepsake egentlig har at gøre med shoegaze og dreampop-scenen, er, at albummet med rette kunne skifte titelnavnet Keepsake ud med Only Shallow. For albummets indhold formår aldrig at vække genklang hos lytteren, og sangene manifesterer sig ikke som andet end et hult lydlandskab.

Hatchie har dog styr på sin stil, og hun kender sit musikalske territorium, men heri ligger der altså også et benspænd for den selvbevidste musiker. For Hatchie vil have det hele med i sådan en grad, at der ikke er plads til den enkelte sangs suverænitet. Fælles for alle ti sange på Keepsake er den lidt usammenhængende komposition og manglende helhedsdannende elementer. Som lytter længes man efter en dybere udforskning af den enkelte sangs lydlandskab, en mere eksperimenterende tilgang til drømmepop-genren, og så ville en anelse diversitet i synthesizer-tsunamien ikke være for meget at forlange.

Keepsake er et skibsforlis, hvor Hatchie drukner i ambitionerne om at markere sig på en musikscene, som allerede er defineret. Dog er Hatchies rumklangsdryppende og flersporede sang det lysende fyrtårn i det lavvandede hav. Det er Hatchies varme vokal, som spinder den røde tråd igennem lyduniverset. Og med sin halv-melankolske kærestesorgslyrik formår musikeren, i sidste ende, at bygge tømmerflåden som bærer hende sikkert i land igen. Men Hatchie redder kun sig selv. Hun spiller på de sikre strenge og lader lytteren stå tilbage med en kitchet souvenir fra en fjern drøm.