fbpx

Ravi Kuma – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Countdown
Tidspunkt: Søndag den 30. juni kl. 15.00

Ravi Kuma var en ren energiudladning søndag eftermiddag på Roskilde Festivals Countdown-scene.  

Ravi Kuma – Roskilde Festival 2019
4 / 5 Anmeldelse

Ravi Kuma har efterhånden fået godt fat i de danske lyttere med deres kontroversielle tekster og tunge beats, og denne dag skulle de spille deres hidtil største koncert på Roskilde Festivals første opvarmningsdag.  

Duoen, der består af rapperen Sharon Kumaraswamy og producer Aske Knudsen, lagde da også ud med et af deres mest kendte sange, nemlig “Fuck This Shit Im Gonna Be A Princess”, og publikum foran Countdown-scenen bouncede med fra allerførste strofe. 

“Vi er jo ikke ligefrem på en Joe & The Juice-playliste”, råbte Sharon ud mod publikum, som en forklaring på hvorfor det nok ikke lige er alle, der kender duoen allerede. Og det høstede latter og klap, for det publikum der var mødt op for at se Ravi Kuma, ville langt fra have Joe & the Juice. De ville have beskidte tekster og beats, og det var præcis, hvad de fik. 

Koncerten var en kraftpræstation indeholdende alt, hvad Ravi Kuma havde at byde på. De lagde ud med sange som “Honey”, “If You’re Nice To Me” og “Mad-moiselle”, som alle er fra deres debutalbum Sub., som blev udgivet for blot 9 dage siden, d. 21. juni.
Kontakten til publikum var stor allerede fra start, og Sharon fik sat gang i både i vink og sing-a-long hos publikum. Højdepunkterne i koncerten var mange, og et af dem indtrådte blandt andet da to dansere trådte op på scenen, hvoraf den ene til bonusinfo var den danske sangerinde Espichicoque. Dansernes tilstedeværelse var især kraftfuld i sangen “ManneKings”, hvor Sharon rappede om, hvordan man skal følge sin egen stil i stedet for andres, mens danserne poserede og gik catwalk ved siden af hende. 

Energiniveauet nåede også hele tiden nye højder, og i “Take off My Scarf” joinede publikum Sharon og viftede deres tørklæder og T-shirts i luften, mens beatet droppede, og der blev skabt en mindre moshpit foran scenen. 

Et andet højdepunkt indtrådte under sangen “Staring at My Dick”. Man kunne tydeligt mærke at den del af publikum, som ikke kendte til duoen i forvejen, lige skulle sluge den voldsomme tekst, men da det hurtigt var sket, brød der nærmest fællessang ud dirigeret af Sharon: “Why you motherfuckers keep staring at my dick?” Aldrig har så grim en tekst lydt så smukt. 

Herefter tog Sharon et konfettirør frem og proklamerede, at hun havde taget verdens største pik med til publikum. Hun beordrede publikum til at sætte sig ned, og gik ud blandt mængden og skreg omkvædet indtil beatet droppede, og folk hoppede op og ned med hende. Herefter poppede hun røret, og koncerten sluttede med “Greet ‘Em All”. 

Koncerten var én stor energiudladning, som helt sikkert fik overbevist den del af publikum, som ikke kendte til Ravi Kuma om, at duoen er kommet for at blive. Dog bestod koncerten også af en del fodfejl, som nok skyldes størrelsen på koncerten, og Ravi Kumas spændthed over at stå på netop Roskilde Festival. Blandt andet virkede det til, at Ravi Kumas to dansere til tider var lidt forvirrede omkring deres dansetrin, og derudover kunne hele seancen med at få publikum til at sætte sig ned og gå ud blandt mængden godt være blevet gjort mere smooth. Ravi Kuma hev dog koncerten hjem på charme og energi, og spillede alt i alt en virkelig flot koncert. Derudover skal de have ros for lige at give koncerten det ekstra, som dansere og konfettirør, som det også hører sig til på Roskilde Festival. 

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com