27 jun Roskilde-aktuelle Farveblind: Hvis vi ikke var startet som et live-band, havde vi ikke spillet overhovedet

Foto: PR

Et af Danmarks mest fremadstormende techno-acts udgav deres debut-EP tidligt i år og er et must-see på landets festivaler. Vi fangede dem til et interview i foråret, hvor de blandt andet fortalte om, hvordan det har været at arbejde i studiet med en prisvindende producer, det bedste ved at spille live, og om Farveblind overhovedet havde eksisteret, hvis de ikke var startet på scenen.

Sidst, jeg så den dynamiske duo Farveblind, var på årets SPOT Festival i Aarhus – og her var de svære at undgå. I timerne op til deres koncert fredag aften kunne man i alle afkroge høre snakken gå om deres koncert klokken halv et natten til lørdag. Den overordnede konsensus var helt klart, at de famøse Farveblind live-shows ikke er en oplevelse, man går glip af: Hvor der er Farveblind, er der fest. Deres energiske koncert skuffede da i den grad heller ikke, men jeg er mere imponeret over, hvordan de to drenge, der først udgav deres debut-EP Boxes i midt-januar, har formået at placere sig selv på den danske live-scene som et så uundgåeligt festivalnavn. 

Heldigvis havde jeg lidt indsigt med hjemmefra, for jeg mødtes faktisk med Jens Asger Lykkeboe og Magnus Pilgaard Grønnebæk en måneds tid før SPOT til en lille snak, hvor det blev mere og mere tydeligt, præcis hvor stor betydning live-shows har for duoen. På den måde var det også Farveblind selv, der gav mig mine første forventninger til den (på daværende tidspunkt) kommende SPOT koncert, da jeg spurgte ind til, hvordan det var at skulle spille der for ottende gang, og svaret fra Jens lød:

– Jeg elsker fucking SPOT. SPOT er i hvert fald på en top fem på min liste over de fedeste ting, der sker i Danmark. Og det er der mange grunde til. Én ting er publikummet. Publikummet er sindssygt på SPOT. Da vi spillede Radar kl. 2 om natten, sidste gang vi spillede, der kom vores manager op, fordi stage-manageren havde ringet til hende for at sige, at ‘hvis det bliver vildere, så trækker vi strømmen’. Og så blev det vildere. De trak ikke strømmen.

Det trofaste publikum, der gang på gang dukker op, når Farveblind spiller på landets festivaler, må antages at være opfanget gennem ry og rygte, for det kan ikke påstås, at bandets hidtil otte udgivne numre har fået et væld af streams. At deres første show fandt sted kun tre uger efter, at de havde besluttet sig for at lave musik sammen, er vist en ret god indikator for, at Farveblind aldrig var designet til at sidde og lytte til derhjemme i stuen.

Alligevel er Jens og Magnus nu i gang med at få energien ned på udgivelser, hvilket senest er kulmineret i debut-EP’en Boxes. Udgivelsen praler foruden gæsteartister fra Sydafrika til Europa, også af et samarbejde med den Grammy-vindende producer Steve Dubs. I starten af 2018 havde samarbejdet med Dubs en prøveperiode med nummeret “Jewels” som test-track.

– Første dag i studiet sammen med ham i London var vi nok de mest forvirrede og nervøse mennesker i hele verden. Ikke så meget på grund af at møde ham, men fordi da vi tog hjem fra studiet, havde vi ingen anelse om, hvor det her var på vej hen, fortæller Jens, og Magnus uddyber, at Dubs arbejdede meget mere detaljeorienteret, end de havde været vant til tidligere, og at de derfor var nervøse for, om de kunne nå hele produktionen igennem på den korte tid, de havde sammen. Det ændrede sig, da de havde mixet det igennem på andendagen, og nummeret bare »sad lige i skabet«. 

– Og dér begyndte vi sådan rigtig at spidse øre, og virkelig lytte efter hvad han sagde, fordi lige pludselig ræsonnerede det rigtig meget med alle de problemer, vi har, når vi skriver musik. Det bliver ofte bare en demo, og så lægger vi den væk, fordi den ikke lige helt er der. Men han gennemarbejder tingene, og det var bare super, super nice at sidde i session med ham.

Hvis de ikke kan lide det, så er det fordi, de ikke forstår det

Når man hører Jens og Magnus snakke om samarbejdet med Steve Dubs, er det tydeligt at høre, at det har været meget mere end ‘bare’ et musikalsk samarbejde. Drengene beskriver selv, hvordan han blev til en slags mentor for dem gennem det intense forløb på et års tid, hvor de arbejdede sammen om EP’en. De understreger, at en af de vigtigste ting, de har fået ud af processen, har været, at Dubs har hjulpet dem med at tage deres egen musik mere seriøst, og at de nu stoler på deres egne intuitioner i en meget højere grad; noget de stadig arbejder hårdt med.

– Der er ligesom de seje, og det er desværre ikke os, men de rigtig seje har en eller anden distance til at være kunstner, som er det der med, at hvis der er nogen, der ikke kan lide det, så kan man sige ‘det er fordi I ikke forstår det’. Det kan vi ikke rigtig tage ved os, og jeg ved ikke hvorfor, fortæller Jens og indskyder, at det er noget, de stadig øver sig i.

– Men det er fandme en evne, jeg ville ønske, man bare havde fra start, det der med at være så sindssygt selvsikker, at man bare kan sige ‘fair nok, du kan ikke lide det, det er fordi du ikke forstår det’. Hvor jeg tror, at vi desværre kommer fra en baggrund, hvor vi er rimelig meget oplært i, at det, vi ligesom laver, er et produkt af os selv, og derfor står vi også til ansvar over for det. Det gør netop, at man også bliver ret usikker, når man skal udgive, og det er også en af grundene til, at vi har ventet så lang tid, og at det har taget så lang tid at udgive noget.

Det er en usikkerhed, der kommer mest til kende i de to første sange, Farveblind udgav, “Wasteful Talk” og “Indima”, som Jens selv beskriver som en smule skitzofrene.

– På den ene side ville vi rigtig gerne lave det her tunge techno, men på den anden side så ville vi egentlig også rigtig gerne have det i radioen, og så skulle det være pop, men det skulle også være techno. Og det er pissegode sange, som vi er rigtig glade for, det er slet ikke det, men man kan godt høre på dem, at de lider af et snert af skizofreni.

Duoen viser da også, at de allerede er vokset en del siden da, når de afslutter med at sige, at samme tendens altså ikke gælder for de nye numre. Der er der taget et valg. Og hvis radioen aldrig kommer til at spille det? »Så er det fordi, de ikke forstår det,« griner de.

»Grundglæden ved at spille musik har været at spille live«

Da jeg snakker med Farveblind i deres studie i Nordhavn, var de kort tid forinden vendt hjem fra en (meget lille) Asien-tour, hvor de spillede i Thailand og Kina, og de kan efterhånden prale af et utal af koncerter rundt om i Danmark og Europa. Da jeg spørger ind til, hvor deres fedeste koncert hidtil har været, kaster de sig ud i en længere fortælling om et show i Thailand, der blev to timer forsinket på grund af en rap-battle night for 8 til 14-årige, der gik over tid. Der endte efter sigende med kun at stå to mennesker tilbage, da de stoppede med at spille, som var helt oppe at køre. Flere af de andre koncerter, de fremhæver som rigtig fede, har da heller ikke det største publikumfremmøde, og jeg kommenterer på, at det tydeligvis ikke er størrelsen på crowden, der gør en koncertoplevelse fed for dem.

– Nej, det er det jo ikke. Det er publikum. Det sådan ‘feeder’ hinanden. Jo bedre energi hos publikum, jo bedre energi giver vi. Eller man burde nok sige omvendt, men det hele kulminerer i en eller anden større enhed, fortæller de. Altså, vi har jo altid haft den der idé om, at vi skulle være en del af festen, og det er også dér, at de fedeste koncerter opstår. Man føler virkelig, at man er en del af festen, og man giver lige så meget, som publikum gør.

Selvom Farveblind er godt i gang med at finpudse deres produktionsevner og studiearbejde, har de helt sikkert ikke glemt, hvor det hele startede. Når jeg til sidst spørger Magnus og Jens, om de tror, det havde ændret noget på deres karriere, hvis de ikke var startet som et live-band, er svaret da også meget tydeligt: så havde de slet ikke spillet overhovedet.

– Så var det gået meget stærkt med at finde ud af, at vi ikke var så dygtige til at producere, og så havde vi sagt ‘nå, okay. Der er sku nok for meget arbejde i det’.

Vi fik jo sådan et naturligt boost live, fordi der også var folk, der så os og tænkte ‘wow, okay det her kan ét eller andet’. Så lyttede de måske til produktionen efter og tænkte ‘Joo, med lidt finpudsning og noget træning…’. Men det der med, at vi bare skulle stole på vores eget, og bare kun producere, det tror jeg sku ikke var gået, fortæller Magnus, og Jens afslutter: Altså grundglæden ved at spille musik, det har været at spille live. Indtil vi blev gode nok til rent faktisk at finde glæde i at producere. Men det er jo også bare fordi, vi er de personer, vi er. Det er jo forskelligt for alle. 

Den 3. juli åbner duoen Apollo-scenen på Roskilde Festival, og nu hvor jeg både har oplevet den energi, de danske festivalgængere er villige til at give Farveblind, og hørt hvordan de selv responderer på den feedback, er jeg ikke i tvivl om, at det bliver noget af en fest.