23 jun Living Colour – Copenhell 2019
Foto: Majbrit Press
Scene: Helviti
Dato: Lørdag den 22. juni kl. 15.30
Der var store kvaler med få engageret publikum på Copenhells største scene, men efter nogle stærke præstationer midt i settet, fik Living Colour vendt en sløj start og vist, hvorfor deres album ‘Vivid’ er et unikt skælsættende album.
[rwp_box id=”0″]Taler man vigtige album udgivet i 1980’erne, kan man ikke rigtig komme uden om Living Colours album Vivid fra 1988. Bandet selv spiller inden for, hvad man kan betegne som Hard Rock, og det var noget så sjældent for deres tid et band, der udelukkende bestod af afrikansk-amerikanske mænd.
De har selv udtalt, at de mødte en omfattende racistisk mentalitet, når de forsøgte at udgive deres musik inden deres magnum opus Vivid, da det udelukkende var hvide musikere, der “normalt” spillede den slags musik.
Og det var også det, der inspirerede meget af musikken på deres omfattende debutalbum, som de spillede i sin fulde længde. Koncerten startede meget sløjt ud, da deres massive hit (og et af mine favoritnumre) “Cult of Personality” blev spillet igennem, som om den ikke betød særligt meget. Det var en smule intetsigende, og deres andet nummer ”I want to know” måtte de starte forfra efter kort tid, fordi de simpelthen ikke var enige med hinanden.
Men bortset fra det, forløb koncerten uden gnidninger, og den blev reddet af en vellykket og imponerende gennemspilning af sange som den kompromisløse ”Desperate People” og den frustrerede og lækkert funkede ”Funny Vibe”, som tager fat på den frygt, som hvide mennesker har til afrikansk-amerikanske mænd, når de møder dem på gaden alene. Der var generelt mange tematikker omkring racisme, der gik igennem koncerten, som stadig er relevante den dag i dag. Desværre.
Midtersettet var stærkt gennemført, og det blev båret til måls af nogle stærke præstationer fra hele bandet. Især frontmanden var hårrejsende imponerende. Han havde en vanvittig vokalpræstation, som blæste alle omkuld, da han uimponeret kunne bevæge sig fra falset og ned til de dybere leje uden at miste kraft på sin stemme.
Til sidst vil jeg også nævne det stærke cover af Talking Heads’ ”Memories can Wait”, som de formåede at gøre helt til deres egen. Koncertens sidste nummer var også et cover, denne gang af The Clashs’ ”Should I Stay or Should I Go”, som dog var en vattet og uinteressant affære.
Både starten og slutningen af koncerten var uheldig, men ellers var det en stærk præstation, af et historisk vigtigt og unikt rockband.
Alle billeder: Majbritt Press
