fbpx

Roskilde-aktuelle Hôy la sætter fokus på den unge, stressramte generation med sin nye single

Foto: Jonas Svarstad

Den spirende nordmand er ude med sin første single efter debut-EP’en X Heads, der byder på hypnotiserende synthbas og tilbagespolede strygersamples.

Vi har fulgt sanger og producer Ingri Høyland Kvamstadt aka Hôy la tæt, siden hun i august sidste år væltede os bagover til UHØRT Festival og igen til VEGAs Udvalgte i februar. Siden da har kunstnerens dystre elektro-pop og stærke æstetik gang på gang imponeret både sonisk og visuelt. På numre som “Purple” og “Saturday” leverede Hôy la nogle stemningsmættede musikvideoer med optagelser fra hendes eventyr i Japan.

Den Københavnsbaserede artist er nu ude med den nye drømmende single “Kids”, der sætter fokus på en generation af unge, som er stærkt påvirket af psykiske lidelser som stress, depression og angst. Om nummeret forklarer Kvamstadt:

Faktisk er sangen skrevet til en af mine gode venners forældre, som blev ved med at overse at deres søn baksede med livet. Psykiske lidelser påvirker folk så forskellig, og man kan ikke nødvendigvis se det på folks udseende eller adfærd, derfor er det så fucking vigtigt at spørge hvordan folk har det! At der stadig er forbundet skam til det at snakke om de her ting, er bare med til at skabe mere pres samt opretholde de umulige facader.

Du kan varme op til Hôy las mandagskoncert på Roskilde Festival kl. 21.30, med singlen “Kids”.