18 jun Liss – Second

Foto: Simon Birk
Label: Escho
Udgivelsesdato: Tirsdag den 18. juni 2019

Liss skubber til grænserne og formår en stor en del af vejen at slippe af sted med mange forskellige udtryk. De peger dog også i retning af et band, som stadig leder efter en distinkt lyd.

[rwp_box id=”0″]

At sige, at vi har ventet længe på en ny udgivelse fra Liss, er lidt af en underdrivelse. Siden kvartetten udgav hittet “Try” og senere EP’en First, har hypen omkring dem været stor både herhjemme, men især også i udlandet. Året 2016 var skelsættende for gruppen, der både  scorede en pladekontrakt med XL Recordings, modtog stor ros fra stjerneproducer Pharrell Williams, og på alle måde så ud til at skulle indtage hele verden med deres karakteristiske og helt særegne lyd. Men de unge gutter fra Aarhus steg af raketten, inden den for alvor fyrede afsted, og de har i stedet brugt de seneste år på at dygtiggøre sig som producere – hvilket man blandt andet har kunne høre i samarbejder med NAO, MØ, Soleima og Jada.

Liss’ hurtigt voksende kometkarriere blev sat på pause, og gruppen gik mere eller mindre i hi. Derfor var min formodning også, at gruppen havde brugt et godt stykke tid på at finde frem til den helt rigtige lyd på EP’en. Der er også masser af fantasifulde og kreative facetter i den måde, Liss har eksperimenteret på Second, men det ender dog flere gange med at køre lidt af sporet.

EP’en starter solidt ud med “Talk to Me”, der med en pumpende bas og ivrigt trommebeat er et af de numre, som fungerer allerbedst. Sangen har en tilbageskuen mod deres tidlige lyd fra numre som “Always” og “Try”, og peger samtidig i en ny retning. Her viser Liss deres særlige evne til at reducere det essentielle og dyrkelsen af minimalismen, hvor hver enkelt detalje får en bærende rolle i det samlede udtryk.
Det er i samme stil, at andet nummer “Reputation” udformer sig. Den jordnære bas er i centrum og kæler over de tilbagelænede trommer, mens forsanger Søren Holm leverer en ørehængende omkvædsmelodi under atmosfæriske guitarakkorder. Men lige som man har fået tilfredsstillet sine abstinenser, trækker gruppen noget helt andet frem.

Den synthbaserede “Vibrations” har med sine pulserende, dybe frekvenser en tydelig club-vibe. Selvom vokalen er langt fremme, mister Holms ellers karakteristiske og nasale røst sin gennemslagskraft og personlighed i de lange og længselsfulde, bløde toner. Ligeså er resten af bandets tilstedeværelse svær at spore, og selvom tracket sikkert vil fungere godt på et dunkelt dansegulv, falder det 90’er pop-lydende omkvæd –  “It’s the real vibrations// and I need to let it in // all love and patience // anytime u want me to”, ret hurtigt til jorden.

Gruppen vender skuden 180 grader igen med balladen “Money”. Et cyklisk guitarriff gennemsyrer det drømmende og rumklangsmættede lydbillede, hvor lyrik og melodi dog bliver en smule for enkel, og gentagelserne desværre vugger én lidt i søvn.
Det bliver der i mellemtiden taget revanche for med guitarhymnen “Pretending”, hvor drengene har eksperimenteret med studieteknikken. De beroligende strenge og den passive vokal, der næsten lyder til at være optaget i en katedral, giver nummeret en upoleret og rå æstetik. Selvom sangen virker halvfærdig og mere som en demo, er imitationen af et live-setup utroligt nærværende, og det storladne lydunivers sitrer blidt omkring trommehinden.

Den lo-fi soveværelses-vibe forgrener sig på sidste nummer “Runaway” med et vaccum-lydende trommesample og svævende synthoverflader, der går i smuk fusion med den skarpe vokal. De mange detaljerige produktionslag og små diskrete tricks som en indtælling i “Money” eller den akustiske guitar på “Pretending” gør musikken levende og vidner om et Liss, der vil lave catchy numre langt fra programmerede- og algoritmestyret pop.

Selvom de unge og ambitiøse musikere ikke følger nogle faste konventioner, er nysgerrigheden for studiets uendelige muligheder til tider skudt i for mange retninger. Der er blevet leget med udtryk, og bandet er tydeligvis stadig i gang med at rammesætte deres lyd. Liss har dog et solidt musikalsk fundament, og derfor fungerer størstedelen af numrene også, selvom nuancerne er malet store. Jeg kan dog ikke undgå at sidde tilbage med overbevisningen om, at bandets styrke er de mere komplekse percussion-baserede numre hvor guitar, bas, trommer og vokal jagter hinanden på taktslagene og giver én følelsen af, at man lytter til noget musik, som ingen har lavet før.