18 jun Linn Koch-Emmery: »Jeg vidste, hvor jeg ville hen, og så skulle jeg bare fra A til B«
Foto: Jasmine Storch
Den 2. juli spiller Linn Koch-Emmery på Roskilde Festival. Hun er blevet kaldt en af de mest interessante nye navne på den svenske indierock-scene, og det har hun kun sig selv at takke for. Med en solid portion motivation, selvtillid og en sund evne til at drømme, har hun lært sig selv alt, hvad der skulle til for at få musikken i hendes hoved ned på skrift og ud i verden.
– Jeg er sådan en type, der lytter til den samme sang 40 gange i træk. Jeg elsker at blive besat, og jeg elsker denne der følelse, når noget rammer mig igen og igen og igen.
Linn Koch-Emmery var i fireårsalderen, da hun første gang oplevede følelsen af at være besat af en sang. Hendes mor havde købt hende en cd med børnemusik, inklusivt en ganske særlig sang om heste. Linn griner, mens hun fortæller mig historien. Hun vidste ikke, hvordan man skiftede sange på en cd-afspiller, og sangen om heste var selvfølgelig den sidste på pladen ud af omkring 20: Jeg troede, jeg var nødt til at lytte til alle sange, før jeg kunne høre den sidste igen. Så det gjorde jeg.
Linns mor har fortalt, hvordan hun plejede at sætte sig foran højtaleren og lytte intenst, indtil sangen var slut.
– Jeg er sådan: ‘Mor, hvorfor lærte du mig ikke bare, hvordan jeg kunne skifte over til sangen igen?’, og min mor sagde, at det på en måde var ret fedt, at jeg var nødt til at lytte til hele albummet, før jeg kom til min yndlingssang.
Der er både barnegråd- og latter i baggrunden, hvor jeg sidder i Musikhuset i Aarhus med den 26-årige svenske sangskriver, guitarist og sangerinde. Hun er i Aarhus for at spille på SPOT Festival – hendes første danske koncert, inden hun igen vender tilbage for at spille på Rising-scenen på Roskilde Festival til juli.
Det var i mødet med indierock, at Linn første gang begyndte at opdage sin egen personlige musiksmag, som ikke var børnesange om heste, hendes mor havde sat på. Det var Oasis og No Age, Blur og 60’er-rock. Der var noget over sangskrivningen, som ramte hende. Det var klassiske popsange – gode sange ligesom dem fra ABBA, hun var vokset op med – men pakket ind i larm og følelser, hun kunne relatere til: Det var råt, men på samme tid virkelig sårbart og blødt. Jeg er ret ‘straightforward’, jeg kan godt lide, når det er nemt.
Da Linn som 13-årig en dag vågnede op og sagde til sig selv: “Jeg vil spille i et band. Jeg vil skrive musik,” var det derfor også naturligt, at kærligheden for indierock formede hendes egen sangskrivning. Linn havde ingen erfaring med musik eller instrumenter, da hun vågnede den morgen. Så hun gik over til sin nabo, som hun vidste havde en guitar, og spurgte, om hun måtte låne den i en måneds tid. Bagefter gik hun over til en anden nabo – en gammel mand hun vidste også spillede en masse guitar – og spurgte, om han ikke ville lære hende det mest basale.
– Jeg øvede mig så, så meget. Jeg stod op en time tidligere for at kunne øve mig inden skolen. Det gjorde jeg i et stykke tid, og så startede jeg og nogle venner fra gymnasiet et band, som jeg skrev sange til og spillede en del med. Så flyttede de til London, mens jeg blev i Stockholm og startede mit eget projekt.
Selvom guitaren uden tvivl er Linns yndlingsinstrument, var det ikke en drøm om at spille guitar, hun vågnede op med. Det var drømmen om at blive sangskriver.
– Jeg blev nødt til at lære at spille et instrument, hvis jeg skulle kunne skrive mine sange. Jeg er ikke en særligt god musiker. Jeg skrev min første sang, da jeg vitterligt kendte to akkorder, og for at være ærlig, så er det også nok. Jeg drømte aldrig om at blive teknisk god, jeg skulle bare blive god nok til at kunne skrive de ting ned, som jeg hørte inde i mit hoved. Jeg var så fokuseret på at blive musiker og sangskriver, og efter at jeg havde lyttet til en masse ældre rock tænkte jeg: ‘Hvis de kan gøre det, kan jeg også, jeg har bare brug for en måde at nå derhen på.’ Det var drivkraften. Jeg vidste, hvor jeg ville hen, og så skulle jeg bare fra A til B.
Linn downloadede Cubase, så hun kunne begynde at indspille sine ting, og da hun havde nogle demoer klar, viste hun dem til sin ven Niklas Berglöf, som stadig producerer hendes musik i dag. Han syntes bare, de skulle udgive det, og det gjorde de så. De fik god respons, og så er resten vist historie derfra.
Hold da op et fedt album: Jeg kan skrive et bedre om to år
Linns sange starter med melodien. Det er det absolut vigtigste, når hun skriver. Hun har ofte et klart billede af, hvordan et nummer skal ende med at lyde, og det er melodien nøglen til. Derefter følger teksterne. De er også vigtige for hende, fordi dårlige tekster kan ødelægge en god melodi. For Linn kan sådan en dårlig tekst være en der udstiller, at sangeren egentligt ikke mener sine ord: Hvis det er sådan noget med, at en eller anden har åbnet en ordbog og tænkt: ‘Uh, det her er et cool ord!’, for eksempel.
Ordene skal give mening, og måden, Linn selv får dem til at give mening på, er ved at synge om sig selv. Om livet, om forhold, om Linn: Jeg har aldrig været i stand til at skrive en sang om nogle andre. Det er mig, der har brug for at sige noget.
Linn har altid elsket ord og sprog. Hun læser journalistik, og synes det er sjovt at skabe sætninger, finde ud af hvordan hun bedst kan sige et eller andet, og udforske hvordan ændringer af få ord kan skabe helt nye meninger. Mens hun selv elsker musik, der er straightforward, er det noget, hun arbejder på selv at blive endnu mere. Hun kan godt finde på at pakke tingene ind, men med alderen har også fulgt en større selvsikkerhed, og det trækker tingene i den rigtige retning:
– Jeg føler mig mere tryg og sikker på mig selv og min musik. Jeg prøver at eksperimentere med at sige tingene mere direkte, men det handler om at finde en balance, hvor man føler sig sikker, hvor man føler sig cool, og samtidig er ærlig omkring det.
Linn er stadig kun lige begyndt. Hun har udgivet to EP’er – Boys i 2017, og Waves i 2018, og der venter forhåbentligt meget mere i fremtiden. Det kan lyde lidt “hippie-agtigt”, siger hun, men, Linn hører musik i sit indre hele tiden:
– Jeg kan stå i en bar og høre noget i baggrunden, måske fange et stykke melodi og tænke, at det ville lyde bedre, hvis det var på en anden måde. Jeg kan høre tre eller fire toner og instinktivt vide, hvad den femte kommer til at være. Og siden jeg ikke har nogen som helst uddannelsesmæssig baggrund, er det 100% føling.
Hun har aldrig fortrudt, at hun ikke tog en uddannelse i musik eller blev tvunget til at spille et instrument som barn. Så havde hun nok ikke været, hvor hun er i dag.
– Det er den samme drivkraft, som i sin tid fik mig til at ville forfølge musikken, som også har taget mig herhen, hvor jeg er nu. Det er den samme form for nærmest stupide motivation, at jeg tror på, at alt er muligt – meget naive måde at tænke på. Da jeg var 13 år forestillede jeg mig selv spille i et stadium og i arenaer, og jeg tænkte hele tiden, at det var 100% muligt. Jeg arbejdede al den tid ud fra tanken om, at det ville komme til at ske.
Efterfølgende er Linn i højere grad begyndt at tænke, at det nok er en lidt naiv tilgang. Men hver gang, man arbejder på noget, kommer man også tættere og tættere på sit mål, og hun er overbevist om, at det hjælper at tænke urealistisk engang imellem:
Hvis jeg hverken havde muligheden for at drømme så meget eller de tekniske skills, ville jeg ikke være kommet nogen vegne. Så i det mindste har motivationen bragt mig fremad.
Jeg tror på en måde, at manglen på tekniske skills har hjulpet mig til at udvikle nogle andre. Det er den anden type skills, der hele vejen igennem har fået Linn til at tænke, at hun kan gøre det lige så godt som de andre. Hun elsker et amerikansk band, der hedder The Dig, og de havde et album, som mildest talt overgik hendes forstand:
– Det var så, så godt! Og jeg tænkte: ‘Okay, der er stadig musik, der kan blive lavet, og hvis de kan lave sådan et godt album nu, kan jeg lave et bedre et om to år.
Det er udtalelser som den, der øger forventningen til og interessen for, hvad vi kommer til at høre fra Linn Koch-Emmery om bare to år. Hvad hun måske mangler i tekniske termer, har hun givet sig selv i motivation, en vis grad af stædighed og en sund portion selvtillid. “Det kan da ikke være så svært” er et mantra, der har taget hende langt, og hvis du selv går rundt med en sangskriver i maven, der bare mangler at vække dig og troen på, at du godt kan få den ud, så må det være beroligende at høre fra Linn, at det faktisk heller ikke er så svært:
– Selvfølgelig er der nogle sange, der er bedre end andre, men for mig var det bare en verden, der stod åben fyldt med muligheder. Det er det, der driver mig. At der stadig så mange flere sange, der kan blive skrevet.
