09 jun Bon Iver – Northside Festival 2019
Foto: Morten Rygaard
Scene: Green Stage
Tidspunkt: Lørdag den 8. juni kl. 23.15
Bon Iver omfavnede Northside Festival med en perlerække af magiske, gåsehudsfremkaldende øjeblikke.
[rwp_box id=”0″]
Det er på alle måder svært at reducere til ord, hvilket aftryk Bon Iver satte i mig på sidstedagen af Northside Festival. Efter en grå og regnfuld dag, blev det endelig tid til at afslutte programmet med en af de største hovednavne.
Forventningsfulde koncertgængere stod klar til at blive blæst bagover, og som altid leverede Justin Vernon og co. et helt igennem overvældende lydbillede, som både gav plads til rolige, eftertænksomme stunder og til tider næsten tårefremkaldende og hjerteblødene øjeblikke.
Den rutinerede og efterhånden faste stab af musikere startede hele showet ud med “22 (OVER Soon)”, “10 d E A T h b R E a s T” og “715 – CREEKS”.For første gang på Northside mærkede jeg et ekstremt opmærksomt og respektfuldt lyttende publikum, som bare nød at stå mellem sjæleskælvende synthbas, skrattende guitar, samplede trommebeats og selvfølgelig Vernons gennemsyrende falset vokal.
Dog hørte jeg fra mine kolleger, at Northsides kampagne om ikke at snakke til koncerter i den grad var faldet til jorden på de bagerste rækker. Men mit personlige indtryk var, at størstedelen af publikum var så dybt fascinerede af de fem multiinstrumentalister, at de bare kunne stå måbende og se magien udfolde sig.
Bon Iver der nu er godt på den anden side af albummet 22, A Million havde da også en setliste, der kunne tilfredsstille enhver fan. Både “Blood Bank”, “Perth”, “Flume” og “Calgary” var nostalgiske gensyn, der mættede det allerede lamslåede publikum. Nærværet simrede videre og Vernon fik skabt et endnu mere intimt og hypnotiserende moment, da vocoder og autotune smukt fusionerede på loop-hymnen “Woods”. Et væld af stemme-effekter krøb sig ind under huden, og i uendelige lag vuggede frontmanden publikum ind i sit behagelige lydlandskab.
Jeg er godt klar over, at Justin Vernon aldrig bliver performeren, der fræser sin guitar udover scenenkanten eller på nogen måde kaster sig ud i crowdsurfing, men det er der heller ikke behov for. Dog kan det meget begrænsende og fastlåste setup, med noget der mere ligner en kompliceret studiesession, nogle gange virke en smule for kontrolleret. Derfor var det meget tilfredsstillende, at se det blive brudt på numre som “Minnesota, WI”, “—-45—–” og “The Wolves (Act I and II)”, hvor de to trommeslagere Matthew McCaughan og Sean Carey fik alt energien plantet i tammer og bækkener, mens Vernon for alvor viste sin utrolige nerve med sit alsidige stemmeregister.
Frontmanden triumferede både med sin inderlighed, og hans smågenerte udtryk, jokes og kærlige ord charmerede virkelig publikum. Bandet virkede alt i alt overskudsagtige og formåede at skabe en lukket bobbel omkring gæsterne især under favoritter som “33 GOD”, “Holoscene” og selvfølgelig “Skinny Love”. Sidstnævnte fik da også gang i den helt store fællessang, hvor publikum endelig gav sig selv lov til at skrige med på “my, my, my“.
Sidst men ikke mindst fik vi lidt uortodokst et ekstranummer i form af “Creature Fear”. Jeg havde dog håbet at Bon Iver ville spille deres to nye numre “U (Man Like)” og “Hey, Ma”, som de optrådte med for første gang på All Points-East-Festivalen i London i sidste uge. Desværre fik vi ikke fornøjelsen i denne omgang, men i stedet kan vi sidde spændt og vente på mere ny musik. Den lille skuffelse kan dog ikke ødelægge det, som uden tvivl er en af de stærkeste koncerter, jeg længe har set.
