08 jun Novo Amor – Northside Festival 2019
Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Red Stage
Tidspunkt: Lørdag den 8. juni kl. 16.30
Novo Amor havde en svær opgave foran sig og lykkedes desværre aldrig med at skabe den nærvær og intimitet, sangene lægger op til.
[rwp_box id=”0″]
Omstændighederne var på ingen måde i top, da Novo Amor skulle på scenen lørdag eftermiddag. De første timer af Northside Festivals sidste dag havde været en regnfuld affære, og som publikum bevægede sig ned i dalen til Red Stage, var bandet, 10 minutter før deres koncert, i gang med lydprøve. Det er desværre bagkanten af en festival, men det betød også at den sitrende spænding, der kan opstå inden en koncert på ingen måde var tilstede. Frontmand Ali Lacey og bandet var derfor sat på en ret svær opgave, da de indtog scenen og forsøgte at vende humøret hos de våde og lidt bedrøvede festivalsgængere.
Den 27-årige waliser er kendt for sin folkede singer/songwriter guitar-stil og cinematiske lydlandskaber, som på alle måde ligger op til en følelsesladet, gåsehudsfremkaldende og nærværende koncertoplevelse. Det lykkedes desværre aldrig for bandet.
Scenen var pyntet i grene og i selskab med de stadion-lydende trommer, den atmosfæriske violin, bløde akustiske guitar og smukke falcet fra Lacey udgjorde det i teorien det perfekte udgangspunkt for en intim stemning. Desværre blev koncerten istedet en lidt flad oplevelse. Novo Amor kan dog virkelig noget med fusionen af det helt fine og skrøbelige og de mere skrattende rock-elementer, som gjorde sig specielt godt på numrene “Utican”, og “Anniversary”. Hvis man kan lide lækker mande-falcet à la Justin Vernon (Bon Iver) eller Mike Milosh (Rhye), fik man til denne koncert virkelig stillet sit behov, men måske også lidt for meget. Det blev ret svært at høre, hvad Lacey sang og falsetten, der på mange måde er hans varetegn, blev alt for ensformig og til tider nærmest kedelig at høre på, selv med hans meget imponerende høje register. Selvom vokalen i højere grad blev brugt som instrument til at skabe de meget storslåede klangoverflader, gjorde det desværre også at Laceys solide sangskrivning aldrig kom helt til sin ret.
Koncerten havde stadig flere lyspunkter blandt andet under titelsangen til hans nyeste album Birthplace, den filmiske “State Lines” eller under “Repeat Until Death”, hvor violinisten fik en solo. I forestilling om et tæppe på en friskslået græsplæne og bagende varmt solskin, kunne jeg på alle måde se denne koncert som helt perfekt. Men nærværet, inderlighed og nerven der ligger i de smukke kompositioner, fik ikke de idylliske rammer det burde, og derfor betød det også, at der var et stort ansvar hos forsangeren til at skabe stemningen. Det gik dog ret sløvt for Lacey der først snakkede til publikum efter femte nummer og meget genert fik fremstammet et tak. Dog må jeg sige at han reddet den lidt inden “Terraform”, hvor han fyrede en lille joke af.
Selvom koncertens setliste primært bestod af sange fra Birthplace, blev afslutningsnummeret alligevel hittet “Carry You” fra den anmelderroste EP Bathing Beach. Festivalsgæsterne var gennem en stor del af koncerten optimistiske og tålmodige, og muligvis var det kun mig der efter showet sad med en ret tom følelse. Jeg havde forventet mere fra Novo Amor, der kun kan siges at være en fornøjelse på pladespilleren en søndag eftermiddag, men som ikke formåede at levere den varme og omfavnende fornemmelse deres sange faktisk kan.
