fbpx

Michael Kiwanuka – Northside Festival 2019

Foto: Nicolai Hildebrand
Scene: Green Stage
Tidspunkt: Fredag den 7. juni klokken 15.15

Den engelske singer-songwriter demonstrerede, at han mestrer både blues, rockballader og hjertevarme til hans – lidt langtrukne – koncert.

Michael Kiwanuka – Northside Festival 2019
4 / 5 Anmeldelse

Michael Kiwanukas lyd ligger sig i et spændende krydsfelt. Han tager 70’er-rockens lyd, og krydrer det med blues- og soul-elementer, så hans musik formår både at rumme inderlighed og høj energi på samme tid. Jeg var lidt spændt på at se, hvilke af de to elementer han ville hælde mest til, når han skulle give koncert på Northside’s Green Stage på en bagende hed fredag eftermiddag.

Kiwanuka og band kunne åbenbart næsten ikke vente med at gå i gang, for allerede 15.12 begyndte gruppen at troppe op på scenen. 15.13 gik de i gang med at spille “One More Night”, som er en af de populære singler fra hans 2016-album Love & Hate. Sangen blev løftet lige det ekstra i omkvædet af de to medbragte korpigers smukke overlægninger og harmonier. Alle de stegte festivalgæster rokkede langsomt med, i takt med at eftermiddagssolens stråler sammen med musikken lagde sig som et stort varmt slør over pladsen.

Der lugtede af solcreme, hash og toiletter, og mens bandets rockede blues-ensembler spillede, fik man næsten associationer til, hvordan stemningen kunne have været til Woodstock Festival. Der var fred, harmoni og smil hos festivalgæsterne, og den beroligende og dejlige festivalstemning, Kiwanukas act spredte, kunne nærmest ikke være faldet på et bedre tidspunkt. Festen fortsatte på den kække “Black Man In A White World”, hvor der blev rusket lidt op i det sol-dasende publikum, og selvom Kiwanukas vokal lød lidt træt i de hårdeste fraseringer, så spillede det yderst velfungerende band hele oplevelsen op. Stemningen var god, og Kiwanuka med band virkede nærmest uovervindelige.

Det skulle desværre ikke vise sig at være en ligeså groovy oplevelse fra start til slut. Selvom koncerten startede ud med liv og glade dage, så gik luften lidt af ballonen hen ad vejen. Mens folk stod og rockede med til de skønne toner, kunne man godt savne en smule publikumskontakt, men når man står på en scene, mens sveden drypper ned af én, har det nok heller ikke været helt let for Michael Kiwanuka. Scene-setuppet var det samme hele vejen igennem, og selvom man tropper op med lækre korsangere og en guitarist, der ligner og spiller som en rockstjerne, så bliver det altså lidt kedeligt i længden. Specielt tabte man lidt tråden på “I’ll Never Love”, der blev decideret søvndyssende.

Heldigvis blev der lukket godt af med hittet “Cold Little Heart” og den albumbetitlede “Love & Hate”, hvor bandet sluttede af med en lige så overlegen og banebrydende energi, som den de startede hele showet ud med. Man skal huske at drikke masser af vand i sommervarmen, men man skal altså også huske ikke at lægge for hårdt ud, for så kører man død i sommervarmen.

Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com