fbpx

Liss – Northside Festival 2019

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Blue Stage
Tidspunkt: Fredag den 7. juni kl. 14:15

Aarhus-drengene i Liss leverede en succesfuld koncert, da de fredag eftermiddag satte gang i festlighederne på Blue Stage.

Liss – Northside Festival 2019
4 / 5 Anmeldelse

Jeg ankom til scenen, hvor Liss skulle spille, et kvarter før, de gik på, og her mødte jeg mildest talt et utrolig lille publikum. Det gjorde mig en smule nervøs, for Blue Stage er ikke ligefrem en lille scene, og havde det ikke været, fordi bandet var afløsere for tyske Alice Merton, var de højst sandsynligt også blevet placeret på Red Stage, som var tilfældet for Jada. Mine bekymringer blev dog hurtigt manet til jorden, da musikken gik igang – for lige så stille blev flere og flere festivalgængere lokket hen til scenen af Liss’ sommer-vibende musik.

Der er slet ikke nogen tvivl om, at forsanger Søren Holm er et af de bærende elementer i bandet med sin karakteristiske, nasale klang. Kiggede man rundt på de øvrige bandmedlemmer, kunne man godt af og til mangle en smule energi – om ikke andet måske bare et lille smil. Energi var der til gengæld masser af blandt publikum. Der blev danset og sunget med på numre som “Reputation”, “Miles Apart”, og især nummeret “Try” fik gang i publikum, da det ved bassens og guitarens indtruffen, efter en kort trommeintro gik op for folk, hvilket nummer, der spillede.

En ting er i hvert fald sikkert: Kvartettens (som i dagens anledning var en kvintet) groovy hits gør sig utrolig godt på en solrig festivaldag som i dag, og Søren Holms fejlfri, ubesværede vokal er slet ikke til at stå for. Hans ydmyghed og taknemmelighed til koncerten, som blandt andet kom til udtryk ved kommentaren: »Det er sgu lidt overvældende at være her,« var bare prikken over i’et.

Det var da også et overvældet band, der forlod det jublende og begejstrede (hjemmebane)publikum. Gruppens første gang på Northside Festival var alt i alt en succes, som jeg er glad for ikke at have været foruden.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com