Die Antwoord – Heartland Festival 2019
Foto: Mathias Bak Larsen
Sted: Greenfield Stage
Tidspunkt: Søndag den 2. juni klokken 01.00
Acten over alle acts skulle lukke og slukke Heartland. Desværre kom energien først i gang til sidst.
Die Antwoord er en gruppe, der udgør et vigtigt neon-lysende kapitel i Sydafrikas ellers mørke historie. Gruppen bestående af de to frontfigurer Ninja og Yolandi Visser, er vokset op i Cape Towns skæve og kreative undergrundsscene, og med mere end 10 års erfaring som en etableret gruppe håbede jeg, at de ville kunne smide den tiltrængte gang smadder udover Heartlands dydige og høflige publikum.
Det eneste jeg kendte til om Die Antwoord som live-navn inden koncerten, var min venindes fortælling om, at hun aldrig har været så bange, som hun var til hiphop-gruppens koncert på Roskilde i 2016. Og lidt bange blev jeg da også, da der lyste et stort gråt og deformt ansigt op på skærmene, mens det skuede ud på publikum. Mens at nogle security-vagter løb febrilsk rundt på scenen, for at fjerne nogle lidt for ivrige festivalgæster, begyndte “Ode Fortuna” at blæse ud af de kæmpe højtalere, hvor det blev forvandlet til et trappet remix med en bas, der var så dyb, at den kunne høres i helvede.
Det udhulede ansigt skiftes ud med bogstaverne ZEF, som både er navnet på Antwoords label og navnet på den sub-kulturelle bevægelse, som både Ninja og Yolandi er arketyperne på. Bag podiet dukker Ninja op, klædt i en hvid keddeldragt, der får ham til at lyse op som en overdimensioneret mumie. Publikum eksploderer mens han, aggressivt og vovet, læsker sine fans idolisering af ham til sig.
Der lægges hårdt ud med “Fatty Boom Boom”, hvor Yolandi nu også joiner festen. Hun svinger sit lange afblegede extensions, mens hendes sorte øjne skuer forunderligt udover publikum. På “Banana Brain” kører der vulgære animationer, som nok skal brænde sig fast på nethinden, mens at bassen går ind og smadrer alle de finkulturelle facader hos publikum i tusind stykker.
Yolandi har tungen ude af munden og hendes lyse stemme forvandler sig til et hvin, og nu ved vi, at der ikke er nogen vej tilbage – vi er overladt til vores dyriske instinkter og Die Antwoord skal være vores gudelige forbilleder.
Herefter gik der lidt rod i den. Ninja og Yolandi gik lidt frem og tilbage på scenen, som det passede dem, og det virkede desværre mere arrogant end koordineret. Ninja galoperede afsted med den ene vilde rap-bar efter den anden, mens Yolandi løb lidt sporadisk rundt og kommer med en lille kommentar her og der. Mystikken plejer Die Antwoord ellers godt at kunne bære, og de får det også nogenlunde trukket hjem på nummeret “Ugly Boy”, hvor Ninja og Yolandis kryptiske forhold får lidt opmærksomhed, og selvom det er vildt interessant at prøve at stikke snuden i, så føltes deres flirten og afsluttende kys mere som et opsat spil fra galleriet, end troværdigt.
De får dog fodfæste igen på “Baby’s on Fire”, hvor Ninja nu står i bar overkrop og skuer rasende udover publikum. Festen eksploderer endnu mere, da “I Fink U Freeky” kommer på og for alvor viser, hvorfor Die Antwoord er et sindssygt live-navn. Med gennemførte freestyle rap-passager og lækre harmonier har de fået forbindelsen tilbage til publikum. Yolandi har også svært ved at holde den mystiske facade, da hun rækker den neonfarvede mikrofon ud mod publikum og får brølende omkvæd smidt tilbage i hovedet, hvortil hun krediterer med »We’re gonna have a good time kids«.
Herefter gik musikken over i vild trap-techno-rave-fest, hvor deres medbragte danserinde (som desuden har gjort et sindssygt stykke twerk-arbejde, som nok kan mærkes i dag) gav den hele armen, og de andre dannede trop i en velovervejet og gennemført koreografi.
Yolandi står nu oppe på toppen af podiet, mens hun hviskende og forførende siger »Bye bye Denmark.«
Hvad? Var det virkelig det? Jeg kiggede på mit ur, og kan se at der er gået omkring 50 minutter, og synes måske det var lidt tidligt at stoppe legen. Antwoord viste sig da også at dukke op igen, desværre med et nummer, der ikke havde den store gennemslagskraft, især fordi Ninja slet ikke kunne finde ud af at placere sin vokal i den.
Afslutningsvist spilles “Enter Ninja”, hvor Die Antwoord heldigvis får Heartland til at lette op i de tyndere luftlag. Mens Yolandi står og fyrer lyde af, der kunne lyde som små raketter der skyder ud af halsen på hende, råber hendes bedre (eller måske værre…) halvdel »I’m a Ninja!« mens han kaster sig ud i en crowdsurfing, der var en af de mest hæsblæsende og vilde, som jeg har oplevet af slagsen. Med åben mund og polypper følte jeg virkelig på det her tidspunkt, at min verden nok ikke helt ville blive den samme igen efter den her oplevelse. Kogepunktet til den her koncert er et af de varmeste jeg har været ude for, men da Yolandi igen siger farvel til Danmark, havde jeg håbet, at det bare var for sjov, og at de ville komme ud og give os lidt mere.
Alt i alt gav Die Antwoord en skelsættende helhedsoplevelse, men det var desværre først til sidst, at jeg virkelig blev rystet godt igennem. Denne gang skræmte Die Antwoord desværre ikke livet af mig, som jeg så inderligt havde håbet på. Og jeg er ellers lidt af en bangebuks.
