01 jun Kamasi Washington – Heartland Festival 2019
Foto: Nicolai Hildebrand
Scene: Highland Stage
Tidspunkt: Lørdag den 1. juni kl. 18.15
Den amerikanske Kamasi Washington vandt alles hjerter og fik godt og grundigt gang i de trætte festivalgæster.
[rwp_box id=”0″]
Den innovative jazz-saxofonist Kamasi Washington er i stil med Thundercat, Robert Glasper og Cory Henry med til at popularisere og revolutionere jazz-genren. Den alsidige kunstner har blandt andet arbejdet sammen med Kendrick Lamar, Broken Bells og ikke mindst Flying Lotus – derfor var mine forventninger også høje til hans koncert lørdag aften. Med hele 7 bandmedlemmer trådte Washington på scenen i bagende solskin, og der gik ikke mere end halvlandet minut, før festen var godt i gang.
Det velspillende band går da også lige på med hittet “Street Fighter Mas” fra hans seneste plade Heaven and Earth. Hvis man forventede muzak-lignende lounge-jazz så blev man overrasket, da Washingtons pianist fyrede en overlegen solo af på Moog-synthesizeren. Soloen fortsatte med frontmanden selv, som hurtigt etablerede, hvorfor han af en af nutidens bedste saxofonister.
Selvom musikken er indenfor jazz-universet, var der ikke én solo der blev for meget eller for lang. Energien var høj hele vejen igennem koncerten, og selv med et stort band bestående af to trommeslagere, kontrabassist, pianist, korsanger/vokalsolist, trombonist og saxofonist/tværfløjtenist (hans far, Rickey Washington), fik alle de talentfulde musikerne deres egne momenter. Det var tydeligt at de nød koncerten i fulde drag, og med imponerende soloer fra trommeslagerne, bassisten (der i øvrigt spillede med bue) og Washington selv, kunne man mærke publikums store begejstring. Trombonisten Ryan Porter fik også sit helt eget øjeblik, da de spillede hans sang “The Psalmist” – en polyrytmisk sag, hvor det meste af publikum havde vanskeligheder med, hvordan de skulle bevæge sig. Ikke desto mindre fik Porter masser af tid til at vise sit store talent, og med kvitterende bifald fra et fascineret publikum.
Kamasi Washington fik skabt et utrolig stemning i fællesskab med koncertgæsterne og introducerede nummeret “Truth” med ordene »Diversitet skal ikke tolereres, det skal hyldes«. Med jubel fra publikum startede sangen, der med sine fem forskellige sammensmeltende melodier, på bedste vis illustrerer Washingtons pointe om det smukke i diversitet. Den dygtige saxofonist charmerede til perfektion, og der blev med sitrende synthlyde, lækre blæserarrangementer, soulet vokal og gennemsyrende, komplekse trommebeats i den grad skabt en fest på plænen foran Highland Stage.
Washington fik liv i publikum og fulgte dem trygt gennem den mangefacetterede labyrint af toner, og da han spørger om de må spille den sidste sang, kan jeg ikke andet end at blive overrasket over hvor hurtigt 50 minutter kan gå. Det må være et tegn på en god koncert, og det var jeg ikke den eneste om at synes – på sidste sang “Fists of Fury” kommer der ligefrem lette hop og løftede hænder fra det meste af publikum – noget jeg ikke lige havde regnet med til en jazz-koncert.
