01 jun Jeuru – Heartland Festival 2019
Foto: Maja Kongegaard Bramm
Scene: Prxjects Stage
Tidspunkt: Fredag den 31. maj kl. 21.45
Den Brooklyn-opvoksede tilflytter imponerede virkelig under sin første festival-optræden med en god blanding af storladen soul og lækker R&B.
[rwp_box id=”0″]
Det er ikke meget man kan finde ud af om Jeuru på forhånd. Hvad man kan finde er til gengæld hans fem numre lange, soulede debut-EP fra december, King of The Cruel, samt et seks numre langt samarbejde med dansk-svenske KYO på albummet All The Same Dream, og det er nok til at vække interessen for den nyankomne musiker.
Med dén sparsomme information har jeg dog ingen idé om, hvad jeg skal forvente af fra kunstneren i live-formatet, da Jeuru træder på scenen med et yderst stilet band klædt i helt hvidt. Selv stiller han sig op til mikrofonen, og med sine musikere i ryggen holder han os ikke hen længe, før “Midnight Lullaby” starter, og hans storladne soul-stemme flyder ud over publikum.
Og det er uden tvivl en soul stemme i den reneste definition – fyldt med sjæl og kraft. Den fylder med det samme pladsen ud, og det viser sig hurtigt at Prxjects Stage passer perfekt til Jeurus ensemble. Med en klassisk band-sammensætning af keys, trommer og guitar bag sig, står bandet så tæt på scenen, til at det får en helt intim følelse.
Efter første nummer får han lige sagt hej til publikum, og med glæde i stemmen og et smittende smil udtrykker han en set-i-bakspejlet overraskelse over at stå på en scene i København – nå nej, Danmark. Jeuru er nemlig opvokset i Brooklyn for senere at flytte til Danmark, og på trods af det hurtige slip-up, er hans scene-tilstedeværelse og Brooklyn accent charmerende nok til, at publikum tilgiver ham med det samme.
Det bliver til en hyggelig koncert, badet i varmt lys og med et par stykker fra publikum der sidder på scenekanten, og det passer super godt til formatet. Ved næsten hver sang ville man ønske, at det fortsatte for evigt, og når de mere stille og indadvendte sange som “All The Same Dream” og “Distorted Rainbows” kom på, trådte instrumenterne i baggrunden og lod Jeuru demonstrere sin flotte stemmekontrol gang på gang.
Ved det næstsidste nummer havde han fået nok af de følelsesladede sange, og hev “Superstition” frem: et virkelig lækkert R&B nummer, hvor sangeren da også smed trøjen og demonstrerede nogle sexede moves på scenen.
Som en fed afslutning på koncerten fik vi nummeret “King of The Cruel”, hvor Jeuru virkelig lader det talentfulde band træde frem og vise hvad de kan, og han står virkelig og føler musikken med os alle sammen. Det må siges at være en virkelig succesfuld koncert for den upcoming kunstner, der til og med var på sin første festival-optræden nogensinde. Det ser lovende ud!