01 jun CHINAH – Heartland Festival 2019
Foto: Maja Kongegaard Bramm
Scene: Prxject Stage
Tidspunkt: Fredag den 31. maj kl. 23.00
Hvem skal have skylden – publikum eller bandet? Hvorfor blev en potentiel vellykket koncert, ikke til mere?
[rwp_box id=”0″]
Det er svært at vide, hvorfor en koncert ikke lige rammer plet, og jeg stillede mig selv det spørgsmål mange gange efter CHINAHs koncert på Prxject Stage fredag aften.
Koncerten kom allerede dårlig fra start, da bandet (der er et band med stort B) blev introduceret som forsanger Fine Glindvads projekt. Da trioen går i gang er det nemlig tydeligt at mærke, både i lyd og udtryk, at de er en homogen gruppe som står stærkest sammen.
CHINAH har med sit nyeste album ANYONE fra sidste år (som jeg personligt synes er et de bedre danske album i langt tid), formået at vende de poppede P3-venlige ørehængere til eksperimenterende, kompromisløse og helt igennem unikke elektro-numre – hvor der er plads til både catchy melodier og helt skæve pitchede korstemmer, synthfigurer nærmest helt ud af skala og skarpe trommesamples. I forhold til de mange lag, i et meget komplekst lydbillede, lykkedes det lydmand og band at få det detaljerige univers til at stå helt klart i ørene.
Gruppen startede med den autotune-mættede “Everything Is New”, som netop præsenterede publikum for den nye lyd. Det virkede dog ikke til, at det var noget koncertgæsterne forventede eller ønskede – desværre.
Bandet gjorde dog det, de gør bedst. De spillede som et band, måske en smule for tilbagetrukket og indadvendt i starten, men allerede på andet nummer “Anyone” og den efterfølgende “Yeah Right” kom der mere liv i både Glindvad og guitarist/bassist Simon Kjær, imens knapperne i høj grad blev styret af producer/pianist Simon Andersson. I takt med at bandet henvendte sig mere ud af, blødte publikum også op, men det var klart at koncerten når dets højdepunkt, da monsterhittet “Away From Me” kort tid efter startede, og folk sang med fra første ord. Efter den voldsomme crowdpleaser, præsenterede bandet på taktisk vis en ny sang. Men herefter gik det desværre ned af bakke.
CHINAH havde lige fået publikum i deres hule hånd, men fejlede i at holde fast. Selvom de energiske “Real Thing?” og “Obsessed” fulgte efter, var det kun i få momenter at bandet fik vækket koncertgæsterne, og det var i høj grad når både Glindvad og Kjær kom helt ud til scenekanten, som også viste sig at give pote under “Strange Is Better”. Til gengæld var publikum nærmest ikke tilstede under den mere stille sang “Monster/Sirens” og slutnummeret “Nowhere”. Ligeledes føltes det helt malplaceret, at se et helt livløst publikum under den hårdtslående “Give Me Life”, hvor bandet dog virkelig prøvede at få gang i folk.
Alt i alt, var forventningsafstemningen helt skæv. Størstedelen af publikum ville have det gamle CHINAH, og bandet formåede ikke at komme nok ud over scenekanten.
