31 maj The Good, The Bad & The Queen – Heartland Festival 2019
Foto: Nicolai Hildebrand
Scene: Greenfield Stage
Tidspunkt: Torsdag den 30. maj kl. 21:45
Den britiske rockgruppe gik på scenen og afholdt et imponerende gennemført show – hvilket i sidste ende godt kunne blive for gennemført.
[rwp_box id=”0″]
Regnen er endelig stilnet af, og der er en behagelig temperatur i luften torsdag aften, så der er ikke meget til at holde de spændte gæster væk fra Greenfield Stage, hvor The Good, The Bad & The Queen skal spille. Hvis vi skal være helt ærlige, skulle der nok også en mindre naturkatastrofe til, for at holde folk væk fra britpop-frontrunner Damon Albarn.
The Good, The Bad & The Queen er et af Blur-forsangerens utallige projekter, som blev opstartet imens han arbejdede på det andet Gorillaz album. Projektet udsprang af lysten til at skrive musik om England, hverdagslivet i London, og er generelt et musikprojekt der eksisterede i et Storbritannien-fokuseret univers. Albarn spiller sammen med trommeslageren Tony Allen fra det nigerianske band Fela Kuti og de fælles britiske kæmper bassisten Paul Simonon (The Clash) og guitaristen Simon Tong (The Verve) udgør.
Det var da også en helt igennem unægtelig britisk oplevelse. Med duften af Fish & Chips i luften fra madboderne bag publikum, spillede en strygerkvartet en intro, der var som taget ud af 60’erne, ind til bandet gik på scenen. Når nu The Good, The Bad & The Queen først udgav deres andet album Merrie Land 11 år efter det første, nemlig sidste år, giver det god mening at lægge hovedfokus på det – specielt fordi projektet altid har fokuseret på meget samfundsaktuelle problemstillinger, der gør sig bedst i nuet.
Dog blev der her lagt så meget fokus på Merrie Land, at Albarn og crew faktisk spillede samtlige af albummets 10 fuldlængde tracks i album-rækkefølge. Nu skal man ikke misforstå noget: når man hører numrene i træk bliver man helt klart slået af, hvor godt opsat et album det er. Fra det første track “Merrie Land”, der som fan-favourite sætter tonen for hele pladen til det perfekte mix af stille og up-beat sange, så man aldrig keder sig. Lige hvad man kan forvente fra et band sammensat af musikere, der succesfuldt har udgivet musik i 40 år.
Men at spille et helt album fra enden til anden uden afvigelser kan hurtigt virke meget upersonligt og opsat. Da de havde været hele albummet igennem kom da også to af de største numre fra det første album, “History Song” og “Kingdom of Doom”, men det føltes som en eftertanke: ‘nå ja, vi skal vel også have et par hits med’.
Det var bestemt ikke en dårlig koncert – den var faktisk utrolig god. Igen, lige hvad man forventer fra nogen så scene-erfarne. Når de spillede sange, der i forvejen var i den mere stille grøft, blev de på scenen forvandlet til noget mere højtideligt og smukt, uden at tage sig selv for seriøst. Og når vi så skal videre til noget mere up-beat, der kan få folk op og hoppe, kunne Albarn finde på at sætte sig ved klaveret og starte ud med skæve og falske toner, der lige fik rystet op i publikum på en ret fed måde.
Der var også et ret fedt gennemgående tema på scenen af England i det tidlige 1900-tal, komplet med sixpence-hatte, og jordfarver på scenen. Selv storskærmen gengav scenen i sort/hvid, og det hele føltes meget passende til bandet, deres koncept og album – og så er det altid et hit når Damon Albarn hiver melodicaen frem på scenen.
Man kan i sidste ende ikke pege på noget teoretisk, der kunne være gjort bedre til koncerten, og det er helt sikkert et band jeg vil opleve igen. Hvis du vil have en demonstration af, hvordan man sætter den perfekte koncert op lige efter bogen, er det et godt sted at starte, men det føles på sin vis som om The Good, The Bad & The Queen har været for gode til deres eget bedste i den her sammenhæng, så det blev til en lidt upersonlig koncert, uden meget kontakt med publikum.
