05 maj SPOT Festival 2019: Fredagens bedste koncerter

Foto: Special-K //Emil Brøbech

SPOT Festival har endnu engang fodret os med stærke, musikalske minder i alle afskygninger. Her er de koncerteroplevelser, vi vil tage med os hjem fra fredagens program.

Det svenske post-punk band Beverly Kills hoppede på scenen i Headquarters, hvor bandmedlemmerne gav en energisk optræden. Specielt guitaristen hoppede så vildt rundt på scenen, at man til tider blev helt bange for, at han ville falde eller slå ind i noget – men det gjorde han ikke, og guitarspillet tog bestemt heller ikke skade af energiniveauet. Frontkvinden Alma Westerlund stod mere stille ved sin elektronik og mikrofon og så nærmest ud til at ryste af nervøsitet, men da musikken spillede, var det ikke til at spore i hendes stemme, som klingede rigtig godt under bandets første koncert i Danmark.

Næste koncert bød på islandske Special-K, der iklædt tyl og store pastelfarvede platformers formåede at fylde scenen ud, kun hende og et lyserødt keyboard. Hun havde glemt sine special effects derhjemme, afslørede hun for os, da vi mødte hende ved en madbod senere, men det lagde man ikke mærke til på vores side af scenen. På storskærmen i baggrunden kørte hendes musikvideoer med karaoke-agtige sing-along tekster, der virkelig understregede de meget personlige og introperspektiverede sange – med en god portion humor – som “I Thought I’d Be More Famous by Now” og “Date Me I’m Bored”. Desværre gik sangerinden over tid og blev gennet ud af en arrangør, før hun nåede den sidste sang i settet. Den ville vi ellers gerne have hørt. Hendes selvproducerede, selvindspillede lo-fi bedroom-pop dannede soundtrack til en af festivalens absolut største højdepunkter, og hendes spil mellem det visuelle og auditive hævede koncerten til en reel performance.

Samtidig med, at Special-K spillede på Lille Scene i Musikhuset, spillede Danmarks nye popsnedker Nicklas Sahl koncert på Store Scene lige ved siden af. Her var det tydeligt at se, at aarhusianeren var på hjemmebane, og han havde da også fået fyldt salen godt ud. Publikum var oppe af stolene for at synge med på “Hero” og “New Eyes”, og energien var ved at løfte taget under den kun 30 minutter lange koncert. Det var alt, hvad en popkoncert skal være og så lidt til. Godt gået Nicklas!

Den svenske singer-songwriter Late Verlane blev et dejligt nyt bekendtskab at stifte. Det var på mange måder dét, man drømmer om at opleve, når man tager på en festival som SPOT: En ny spændende kunstner at holde øje med i fremtiden og råbe højt om til folk omkring sig. Sangeren og sangskriveren leverede sine skudsikre melodier sammen med et veloplagt band – med Chinahs Simon Kjær på guitar – og Viktor Persson, manden bag projektet, tog sig ud som en medrivende og charmerende performer. Med en stærk sans for sangskrivning, en dejlig vokal at lytte til, og et innovativt og alternativt take på pop-genren, bliver det spændende at følge med i, hvad Persson vælger at følge debutsinglen “Roll Like A Dummy” op med.

Der var lang kø foran VoxHall, da vi bevægede os over for at se albumaktuelle Athletic Progression. Jonas Cook på keys, Justo Gambula på bas og trommeslager Jonathan J. Ludvigsen viste det sekund, vagterne lod os ind, hvorfor. Deres sprøde mix af instrumental hiphop, jazz og soul er hypnotiserende i dets lyd – selvfølgelig – men også et åbenlyst bevis på gutternes enorme musikalitet. En fyr i publikum måbede sig gennem hele koncerten, og rummet blev ekstatisk, hver gang et rytmeskift indtraf – som var ofte. At man i 2019 kan fylde et spillested som VoxHall med unge mennesker ved at spille musik uden vokal siger mere om Athletic Progressions talent, end det gør om lyttevaner anno 2019, og det var en fornøjelse at være vidne til det danske svar på amerikanere som Flying Lotus, Thundercat og Kamasi Washington.

Det fede ved at være på en festival som SPOT er selvfølgelig de mange alsidige musikalske oplevelser, man kan få, hvis man planlægger sit program efter det. Vi gik fra Athletic Progressions hiphop/jazz-ekstase til GRETAs overbevisende popkoncert. Som en del af gruppen Ida Red optræder Greta Geschenk med meget “klassisk” pop, men som soloartist har Geschenk taget musikken lidt mere til venstre for midten, og det fungerer sindssygt godt. Det alternative nærmest dreampoppede univers, hun har bygget op, omslutter én i vellyd, og det tætte lydbillede klæder hendes stærke vokal. Hun var meget ydmyg på scenen mellem de storladede numre, og så var det en overlegen prik over i’et med en hurtig spoken-word sekvens på tysk i et af numrene.

Høje på GRETA gik vi til islandske Fufanus medrivende rockshow. Gruppens rødder i techno-miljøet havde sat sine spor på de elektroniske elementer, der var med til at bygge det alternative lydlandskab op, men mødet med Fufanus liveshow blev primært en rock’n’roll-romance tilsat associationer til Kraftwerks industrielle og direkte tilgang til musikken. Kaktus Einarsson gjorde sig som karismatisk frontfigur, og han hev flere gange en keytar frem, som var med til at gøre Fufanu til andet end “bare” et rock’n’roll-band.

Aftenens største og sidste fest var svær at overse. Hvor end man gik i de sidste timer på dagen hørte man snak i krogene om Farveblinds koncert klokken halv et natten til lørdag. Og det gik – ikke overraskende – ikke stille for sig. Festivalens gæster var ved at være godt kørende, og de to drenge fra Aalborg skuffede bestemt ikke med endnu et af deres famøse live-shows. Magnus Pilgaard Grønnebæk og Jens Asger Lykkeboe havde i dagens anledning taget en ekstra mand med på bas, men derudover var der ingen gæster på scenen, så det var medbragte vokaler, vi fik fra deres features. Det satte dog ikke en kæp i hjulet for endnu en dansefest, og Faveblind leverede igen, igen en intens og højenergisk performance, som de er blevet så elskede for at gøre.