08 maj SPOT+ 2019: Det talte de om

Foto: ‘Hvad nu DR?’ // Allan Niss
Af: Charlie Jagd, Johanne Nedergaard, Nikoline Skaarup

For de fleste er SPOT mest af alt en festival for opdagelse af ny musik, men for de mange branchefolk, der deltager, er det også en konference og platform for vidensdeling.

SPOT+ har hvert år flere temaer på programmet, og i år var en af dem “Music and Media”, som vi (naturligvis) var særligt interesserede i. Vi sad med på publikumsrækkerne for at høre, hvad der blev talt om til de forskellige debatter, og her er vores udlægning af det.

Music Blogs – er der en fremtid?

Overskriften på denne debat siger det meste: Hvad er fremtiden for musikblogs – hvis der er en? I panelet sad Eva Laksø (Regnsky), Brian Virenfeldt Hansen (Musikblogger.dk) og Carsten Holm (Aarhus Echo), som repræsenterede hver deres danske musikblog, og så Nicki Refstrup Blandt fra Celebration Records, som er en af de branchepersoner, der er i daglig kontakt med det danske bloglandskab. Trine Ulrich, stifter af bloggen Account The Beat var moderator.

De fire medlemmer af panelet var grundlæggende enige, når det kom til vigtigheden af musikblogs, men også forstående over for de udfordringer, mindre blogs den seneste tid er begyndt at stå over for. Brian Virenfeldt lukkede sidste år sin blog efter syv års tjeneste på grund af den store mængde tid, det kræver at drive en blog, og den vane det var endt med at blive for ham. En lytter fra “tilskuerrækkerne” spurgte, om det i princippet ikke var det smukke ved blogs – at de opstår ud af passion, og lukker igen, når flammen er brændt ud. Det var de sådan set alle sammen enige i.
Carsten Holm, som også er vært på P6 Beat er en af dem, der for ganske nyligt har startet en ny blog op, nemlig Aarhus Echo, som fokuserer på de bagvedliggende historier om de artister fra Aarhus, de har optur over. Ligesom de andre til stede i panelet drives den frivilligt og ud af passion frem for profit. Ligesom Eva Laksø fra Regnsky var Carsten Holm positiv over for de frie rammer, man kan tillade sig at arbejde under inden for blogformatet, hvor man ikke nødvendigvis behøver at leve op til journalistiske krav om nyhedstrekanter, objektivitet og lignende. Det har for deres vedkommende givet plads til mere fordybelse og i virkeligheden også lidt længere artikler, end man ser på de lidt større medier, som i debatten fik kritik for blandt andet at skrive lidt for korte anmeldelser og for hurtige nyheder (nogle af dem). Brian Virenfeldt kunne dog afsløre, at statistikkerne fra hans tidligere blog viste, at folk generelt havde en tendens til faktisk at gå væk fra de længere artikler.

Debatten kunne med fordel være gæstet af bare en enkelt lidt mere kritisk stemme, som kunne hive op i de grundlæggende spørgsmål, der i introteksten blev lagt op til: Bliver de skrevne medier erstattet af blandt andet podcasts, kan man stille spørgsmåltegn ved kvaliteten af det kuraterede indhold, når det er frivillige ildsjæle, der står bag, og hvordan sikres repræsentationen af upcoming- ikke mainstream artister i medierne?
Sidste spørgsmål blev på mange måder en naturlig overgang til næste punkt på programmet…

Hvad nu DR?

Der var noget mere gang i debatten og diskussionerne, da den omstridte lukning af kanalerne P6 BEAT, P7 MIX og P8 JAZZ, som DR sidste år annoncerede, atter blev taget op. I panelet sad Le Gammeltoft (Heartbeats), Gustav Lützhøft (Radiochef i DR), Kristoffer Rom (DUP/Tambourhinoceros), Iben Have (Lektor/ph.d./Aarhus Universitet) og Andreas Pourkamali (folketingskandidat, Det Radikale Venstre). Carsten Holm var blevet i lokalet for nu selv at agere Moderator.

Alt skal ske i 2020, også lukningen af hele tre DR-kanaler og afskedigelsen af de fleste af kanalernes værter. Og det vil unægteligt gå ud over udbredelsen af og formidlingen om artister fra det danske vækstlag, som blandt andet har haft en trofast platform og støtte i en kanal som P6 BEAT. Den virkelighed var alle i panelet egentligt enige om at være ærgerlige over. Vi var på en dansk festival for primært dansk upcoming-musik, så den var næsten selvsagt. Gustav Lützhøft endte dog som manden i den varme stol, da han skulle forsvare det valg, han sammen med resten af DRs ledelse har truffet i beslutningen af, hvilke kanaler, der skal lukke efter regeringens krav om en nedskæring på 20 procent. P6 BEAT blev det primære omdrejningspunkt i debatten, og paneldeltagerne udtrykte stor bekymring om, hvorfra danskerne nu skal få kendskab til ny, alternativ musik. Lützhøft forklarede, at noget af musikken, man nu kan høre på P6 BEAT vil gå over til de resterende kanaler P3 og P4, men lagde heller ikke skjul på, at meget af det selvfølgelig vil ryge i svinget. Lektor i Medievidenskab Iben Have lagde op til, at vi måske ville se en ændring i radiolandskabet, så vi kommer til at gå fra “flow radio” tilbage til “blok radio”, hvor man har et bestemt tidspunkt på dagen, man ved, at ens fortrukne musik bliver spillet, når de resterende kanaler skal overtage nogle af lytterne fra de lukkede kanaler.

Carsten Holm delte en historie om et par, der var kommet op til ham og spurgt, hvad i alverden de skulle gøre, når de ikke længere havde deres trofaste P6 BEAT at tænde for, og udtrykte derigennem en frygt for et manglende tilhørsforhold i det kommende danske medielandskab.
Gustav Lützhøft forsvarede sig i løbet af debatten med en reference til “Guds store iPod”, som Kristian Leth engang havde udtrykt det, som er en iPod, der spiller alt det bedste musik én gang. Og hvor fantastisk det end lød, sagde han, at de også havde brug for at imødekomme de forbrugsvaner og efterspørgsler, de analyserede hos lytterne, og spille det samme musik flere gange. På den måde argumenterede de blandt andet for hvordan man bedst kan pushe dansk musik.

Debatten blev, ikke overraskende, en debat om Public Service-ansvaret, hvad det i virkeligheden betyder, og hvordan man balancerer at præsentere danskerne for både ny, alternativ musik, som de ikke ved, de mangler i deres liv, og det de i udgangspunktet efterspørger i første omgang (ofte det man kan i forvejen). Den kunne have fortsat i timevis, og grundlæggende måtte alle jo bare konstatere, at det er en voldsom ærgerlig ændring i medielandskabet, nedskæringerne i DR bevirker.

Is There A Need For Music Reviews In A Digital Age?

Det store internet har både skabt nye muligheder og begrænsninger for formidlingen af musikken: landskabet af information er blevet meget bredere, men til gengæld er det også blevet en kamp for “profesionelle” journalister at fange læsernes opmærksomhed på grund af den stigende konkurrence fra andre medier. Her kan man spørge sig selv, om der overhovedet er en fremtid for anmeldelseskulturen? Panelet, der skulle diskutere dette, bestod af Lars Rix (tidligere Berlingske-skribent og nu grundlægger af Kulturmonitor.dk), chefredaktør for GAFFA Sidsel Thomassen, tidligere Global Director af Experimenting Marketing hos Spotify, Josh Greenberg, musikredaktør Michael Charles Gaunt og Professor på DJMX, Troels Gregersen Østergaard, som moderator.

En ting, man ikke kan undgå at diskutere i forhold til det digitale element i formidling, er algoritmer. Og det blev også vendt og drejet en del blandt panelet. Spørgsmålet ligger på mange måder i, om man skal prøve at underholde eller danne sine læsere, og hvad der taktisk er smartest i forhold til at holde sin forretning kørende. Her blev det diskuteret – desværre uden så mange konkrete eksempler – hvad der genererede flest klik, og hvad det er mest fornuftigt at bruge sine ressourcer på. Er det bedst at lave let tilgængelige, korte nyheder til den brede befolkning, eller skal man dykke længere ned i et emne, som er mere interesant og relevant for få – men typisk mere engagerede – læsere?

Foruden diskussionen om algoritmer og klik, kom Rix også ind med det spændende input, at anmeldelser slet ikke bliver relevante i fremtidens musikformidling, fordi online medier mere vil komme til at afhænge af abonnerende brugere, der går op i dybdegående journalistik, og anmeldelser vil blive et allemandseje, som diverse blogs og “amatører” kan bruge. Det var en pointe der i den grad skilte vandene, men også fik fyret lidt mere op for diskussionen og engagementet. Her var Sidsel Thomassen en stor fortaler for, at der i anmeldelserne også ligger et stort ansvar i forhold til at oplyse folk om, hvilke strømninger der er i musikken, og hvad der er værd at holde øje med.

Skulle man sætte en finger på noget, skulle det nok være, at diskussionen kom til at køre lidt i tomgang til tider, og der blev stillet lidt flere problemer end svar op. Til gengæld sluttede oplægget af med råd til, hvordan man som musikjournalist bedst kunne komme frem i de nye digitale rammer vi står overfor. Her var der et entydigt budskab om, at man skal have sin egen unikke stil og stemme og holde fast i den – så helt snævert og algoritme-betinget er det hele heldigvis ikke blevet.

Podcasts & musik – hvad kan de sammen?

Podcast er på alles læber for tiden, og nye episoder og podcast-serier springer op hele tiden. Faktisk lytter hver femte til podcast hver uge. Mens udlandet ser en vækst i musikjournalistiske podcast, går det sløvere til herhjemme, og det blev panelets opgave at diskutere, hvorfor. Det bestod af Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold (‘Ladies of Folk’, Den2Radio), Le Gammeltoft (Heartbeats), Niels Fez Pedersen (musik- og kulturjournalist, radiovært, podcast-producent) og så Claus Vittus som moderator.

Det blev hurtigt slået fast, at musikpodcasts ikke er en pengemaskine, men faktisk tit en underskudsforretning, og ligesom det viste sig hos de små musikblogs, der tidligere blev debatteret, er drivkræften bag musikpodcasts passion. Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold har regnet sammen, at de i gennemsnit bruger 100 timer per afsnit, som de lægger ved siden af deres andre jobs. Bare for at få perspektiv på. Derfor gik diskussionen også hurtigt over i en kritik af KODA og Gramexs nuværende måde at forholde sig til podcast-mediet på. For når man i en musikpodcast afspiller musik, skal artisterne betales, ligesom de skal, når musikken afspilles i et fitness center, på en café og i andre kommercielle henseender. Spørgsmålet blev så, hvor kommercielle man kan kalde podcasts er, når de nogle gange ender som en underskudsforretning

Musikjournalistik og podcast er det store hit i udlandet, men i Danmark går det lidt trægere. Panelet præsenterer nogle af de dansk-producerede musikpodcast og diskuterer musikjournalistikkens muligheder på podcast

Let’s Talk Artist Well-being & Mental Health

I en tid hvor der er mere og mere fokus på mental sundhed (desværre delvist grundet stadigt stigende rater af depression og angst specielt blandt unge), er det også et utroligt relevant emne at tage op inden for musikbranchen. Musikere har tre gange så stor risiko for depression og angst som folk i andre brancher, og det besluttede Andreas Kongsted (DJ Kongsted) og mentaltræner Gitte Karvonen at italesætte i denne talk.

Det kan være svært at forestille sig, at mennesker som lever manges ‘drømmeliv’ kan være så tilbøjelige til dårligt mentalt helbred, men her blev idéen om det perfekte liv hurtigt erstattet af Kongsteds ord om den antisociale døgnrytme, der kommer af eksempelvis at skulle spille 16 DJ-sæt i en påske, eller være på en tre måneders turné, hvor man skal være på næsten hver dag. Ting som præstationspres, den store omvæltning mellem travlhed og tomhed, selvværd og sammenblandingen af privat- og arbejdsliv blev blandt andet italesat. Gitte Karvonen lagde vægt på, at det oftest føles nemmere at få det ‘hurtige’ fix i form af alkohol eller stoffer for at dulme nerverne eller gøre sociale interaktioner mere overskuelige, når alle disse ting presser. Specielt i musikbranchen, hvor forbrug af rusmidler er meget almindeligt, og hvor vi desværre også ofte hører nyheder om selvmord (her kommer Avicii, Keith Flint og Chester Bennington i tankerne).

Samtalen lagde meget vægt på at undgå det hurtige fix, og huske at se på musikerprofessionen som et arbejde som alle andre – hvor det altså ikke er normalt at være fuld eller tømmermændsramt tre arbejdsdage i træk. Derudover pointerede Karvonen, at det ikke nytter noget at vente til den stressfulde periode er overstået, og at man altså skal få gennemarbejdet de problemer, man nu skulle stå og have, imens man står i dem. Den største pointe må siges at være, at man ikke skal undervurdere, hvor hårdt livet som musiker er, hverken som pårørende, kollega eller som artist selv.