10 maj Det så vi første dag på The Great Escape Festival 2019

Foto: Lewis Capaldi//The Great Escape 2019

Vi er for fjerde år i træk taget til England for at snuse rundt i den internationale musikscene. Torsdagen bød på flere spændende koncerter og nye opdagelser. Her er, hvad vi oplevede første dag på festivalen.

Kunstnere som Ed Sheeran, The Kooks, Stormzy, Mumford & Sons og Adele har alle spillet nogle af deres første koncerter på The Great Escape Festival i Brighton, og det er tydeligt at mærke på den massive branchetilstedeværelse, at morgendagens store stjerner gemmer sig i det enorme lineup.

Det er de stjerner, vi er taget til Brighton for at finde, og måske nogle af dem gemmer sig i vores første oplevelser fra festivalen. Efter at have hørt to oplæg om henholdsvis kompleksiteten ved Royalty-udbetaling til sangskrivere (som vi forstod meget lidt af) og om udviklingen inden for sociale medier i et musikbrancheperspektiv (som vi forstod lidt mere af), stod den på en række korte koncerter.

Australsk éner og amerikansk pop-stjerneskud

Den første i rækken blev med den karismatiske, australske rockartist Emerson Snowe, der på trods af konstante undskyldninger for sin lidt rustne vokal, leverede en energisk og ærlig koncert på det intime spillested Komedia Studio Bar.

Koncerten faldt dagen inden udgivelsen af debut-EP’en That’s Rock ‘n’ Roll (læs vores anmeldelse her), og det var fra denne udgivelse, han blandt andet præsenterede os for nummeret “Human” og en nøgen, stripped version af den ellers bombastiske og store “If I Die, Then I Die”. Australieren var tydeligt irriteret – eller måske mest af alt bare ærgerlig – over sin vokal, som han vist havde mistet under en koncert aftenen forinden, og det var også derfor, han måtte bede sit band om at forlade scenen til “If I Die, Then I Die”. Og ærgrelsen var selvfølgelig forståelig, men den tæt på akustiske version afslørede faktisk bare, hvor vanvittigt god sangskrivning, og hvor smuk en melodi, nummeret råder over.

Efter en forsinkelse på 15 minutter, som under omstændighederne virkede som længere tid, end det umiddelbart lyder, gik amerikanske Kiana Ledé på scenen med sin let tilgængelige popmusik, der blandt andet tæller hendes største hit “EX”. Der er slet ikke nogen tvivl om, at den 22-årige artist er en sindssygt dygtig sangerinde, men overordnet set var hendes musik en smule intetsigende, og hun gik lidt hen og blev en kedelig version af Ariana Grande. Når det så er sagt, er vi egentligt ret sikre på, at hun nok skal få stor succes. Hendes musik en nem at gå til og tiltaler uden tvivl en stor gruppe mennesker, hvilket man også fornemmede på det velbesøgte spillested.

Three shades of pop

Koncerten med Erika De Casier var allerede gået i gang, da vi, efter at have hørt Kiana Ledé lige inde ved siden af, lagde vejen forbi den danske R&B-artists showcase. Fremmødet vidnede om en opmærksomhed fra udlandet, der også har fået øje på den dygtige sangerinde, der, da vi kiggede ind, fyrede “Good Time” af.

Dagen stod på musik fra endnu en dygtig sangerinde og denne gang en britisk én af slagsen – nemlig Celeste. Hun var noget af en oplevelse – uden tvivl fredagens bedste. Hendes ubesværede, soulede vokal er virkelig svær at stå for og sammen med det groovende band på fem mand, heriblandt en dygtig saxofonist og en energisk bassist. Sammen med dem lykkedes hun i den grad med at få os til at glemme den grimme lugt af fugt fra den ucharmerende, grotte-lignende natklub, vi befandt os i. Kuldegysninger indtraf af flere omgange, når hendes Amy Winehouse- og Adele-klingende vokal sneg sig ind på os under numre som “Father’s Son” og “Both Sides of the Moon”.

Alt i alt var der ikke en finger at sætte på Celestes og bandets præstation, og høje på en fed koncert gik vi videre til Brighton Dome Concert Hall med store forventninger til Lewis Capaldi om, at han ville holde vores humør oppe. Det gjorde han også. Som altid leverede den humoristiske skotte et pragteksemplar af en koncert, hvilket det skrigende publikum blandt andet belønnede med en BH, der blev kastet op til singer/songwriteren, til hvilket hans kommentar var: »thank you, I can’t wait to wear it later.«

Hypet Roskilde-navn og britisk rap

Da vi tidligere på dagen besøgte den lokale pladepusher, foreslog fyren bag disken os at fange canadiske Crack Cloud. Det var ikke hans personlige smag, men det var helt klart et af de mest omtalte navne i forbindelse med festivalen, så vidt han kunne forstå. Det måtte vi selvfølgelig opleve, men hypen havde talt, og vi tilsluttede os gruppen af folk – hans manager og pladeselskab inkluderet – der ikke blev lukket ind, fordi spillestedet allerede var fyldt.

Skuffede og fyldt med FoMo gik vi i stedet mod islandske Glowies koncert længere nede af promenaden, og trøstede os selv med, at der er endnu en mulighed for at se Crack Cloud, når de til sommer gæster Roskilde.

Glowie er ikke det typiske islandske navn. Hun er den eneste islænding på programmet, men hvis man forventer alternativ rock ala Fufanu, eksperimenterende musik ala Björk eller varm “freak-folk” ala Júníus Meyvant, så blev man overrasket over Glowies direkte og let tilgængelige pop. Den slog dog aldrig helt igennem med det lidt tamme setup bestående af backingtracks.

Lidt samme fladhed led M Hunchos koncert af på spillestedet Komedia lidt i midnat. Den maskerede London-rapper slog i 2017 igennem med hans Mad About Bars freestyle, som også var en af publikumfavoritterne. Han er et rimelig stort navn på den britiske rap-scene, og det var også tydeligt at høre, at han gemte på et talent, men denne aften skinnede det ikke rigtigt igennem med en lidt for ensformig levering af sine numre og det faktum, at det var stort set umuligt at adskille hans live-rap fra backingtracket – udover i slutnignen af numrene, hvor DJ’en momentvist skruede ned for baggrunden.

Man kunne blive på Komedia for endnu en omgang britisk hiphop, denne gang med grime-rapperen AJ Tracey, som efterhånden er et af de mere kendte navne i den gren af britisk rap. Der syntes at være lidt mere bid og variation i Traceys musik, og energiniveauet steg også en tak. Vi sivede ud efter tre numre og mærkede støtten blandt publikum, som noget atypisk havde erstattet den obligatoriske moshpit med regulær dans.

Efter at have været vågen i tæt på et døgn (ja, vi tog et tidligt fly), gik vi mod Brightons smukke kyst, hvor vi fandt vores hotel. I morgen ventede jo endnu en dag med forhåbentligt et hav af ny musik at forelske sig i.

Det skete der også torsdag på TGE

Den hypede britiske punkrockgruppe Shame blev annonceret som surprise-act tidligt om morgenen, og senere fulgte endnu en overraskelse i form af singer-songwriteren James Bay, der i anledning af sin nye EP Oh Messy Mind spillede et intimt, akustisk show for 350 mennesker. Den japanske pigegruppe CHAI skulle eftersigende have leveret et brag af en koncert, og samme gælder for grimerapperne Little Simz og Flohio, som begge er koncertaktuelle i Danmark (Flohio på Roskilde og Little Simz på Hotel Cecil).