31 maj Connan Mockasin – Heartland Festival 2019
Foto: Mathias Bak Larsen
Scene: Highland Stage
Tidspunkt: Fredag den 31. maj kl. 15.45
En lang improvisatorisk jam-session med Connan Mockasin, viste sig at være en af de bedste koncertoplevelser længe.
[rwp_box id=”0″]
Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg ikke havde noget kendskab til psych-pop karakteren Connan Mockasin før denne festival, og det var faktisk ikke planen, at jeg skulle se denne koncert – men heldigvis blev det anderledes.
Den excentriske kunstners nyeste album Jassbusters – som er det første i fem år – er egentlig et soundtrack til Mockasins egen film Bostyn ‘n’ Dobsyn. Selvom man ikke havde noget visuelt format at knytte sangene til fungerede de yderst tilfredsstillende for sig selv.
Mockasin indtrådte i bøllehat, joggingsæt, med et glas rødvin i hånden og efterfulgt af en kontorstol, placerede frontmanden sig i det varme sæde imens han indstillede sin forstærker – så var stilen lagt. Plænen foran Highland Stage blev hurtigt fyldt godt op, og der var stor begejstring fra publikum, da bandet begyndte at spille hittet fra den nye plade “Charlotte’s Thong” (der eftersigende skulle være skrevet om en anden Heartland-aktuel kunstner – Charlotte Gainsbourg).
Med det fløjsbløde blues-lick startede koncerten på bedste vis, og de resterende 45 minutter var fyldt med kontrasterende skift mellem lækre udvidede jazz-akkorder og mere ‘grimme’, skarpe disharmonerende-lyde fra guitaren. Der var både plads til det runde og polerede og det skæve og eksperimenterende. Men vigtigst af alt var Mockasin- og bandets utrolige måde at drage publikum på.
Mellem de første mange sange arrangerede frontmanden små korstykker med publikum og der blev også skabt interne jokes mellem ham og koncertgæsterne på nummeret “It’s Choade My Dear”, hvor Mockasin meget flirtende ‘teasede’ med at tage jakken af.
Den legende og improvisatoriske stemning var tydelig blandt bandet, der virkede til at aftale set-listen på scenen. Mockasins psykedeliske guitar-spil og charmerende attitude bar det meste af koncerten, og når han endelig viste det, var hans fine vibrato-falcet a la James Blake ikke til at stå for. Den kunne godt have fyldt mere.
Koncerten blev halvvejs inde mere til en jam-session, hvor hele bandet mest af alt hyggede sig. Der blev blandt andet spillet korte covers af Roberta Flacks “Killing Me Softly with His Song” og Whitney Houstons “I Will Always Love You”. Det viste sig at være endnu mere inkluderende og publikum sang i smuk fællessang, med efterfølgende jubel.
Mockasin spillede numre fra alle sine tre album, og med god grund, for publikum var helt klart kendere og der bliver da også startet et solidt dansegulv til sidste nummer og new zealænderens største hit “I’m The Man, That Will Find You”. Her blev der igen leget og joket, da keyboard-spilleren begyndte at spille omkvædsmelodien til Nelly og Kelly Rowlands 00’er-hit “Dilemma” over det tilbagelænede beat.
Selvom de sjove musikalske indslag bare gjorde relationen til publikum endnu tættere, blev humoren og den jam-agtige stemning lidt for meget til sidst. Dog vil jeg sige at Mockasin og bandet uden tvivl kan finde ud af at skabe en unik fest. Det er klart en koncertoplevelse jeg sent vil glemme.
