16 maj Canadiske Dizzy udgiver singlen “Twist” som et lovende startskud til deres kommende EP
Foto: Bree Hart
Gruppen fra Ontario er ude med den første smagsprøve på deres kommende EP.
Drømmepop-kvartetten Dizzy består af de tre brødre Charlie, Alex og Mackenzie Spencer og så deres tidligere nabo Katie Munshaw. De er vokset op i byen Ossawa i Canada, og det er tydeligt at se, at deres fortællinger i musikken er stærkt inspireret af de små hverdagstrivialiteter og oplevelser, som en opvækst i forstaden byder på. Temaerne i gruppens musik går tit på længslen efter den store verden udenfor nabohækkene, at kede sig helt vildt og at få sit unge hjerte knust. Vi har tidligere været meget begejstrede for deres debutalbum Baby Teeth, der formår at »mestre den fine balance mellem romantisk og pladderromantisk«.
I dag har Dizzy udgivet singlen “Twist”, som er forud for deres kommende EP. Fortællingen er skabt ud fra den typiske “hjerte rimer på smerte”-metode, men med Katie Munshaws vokal og den malende lyrik gør det overhovedet ikke noget. Dizzy formår i det hele taget at tage trivielle emner op på et højere plan, så man virkelig får lyst til at lytte efter.
Til singlen er der blevet udgivet en lyrikvideo, som stemmer godt overens med den canadiske gruppes opvækst og udgangspunkt – vi panorerer igennem et typisk ‘surburban’ nabolag, mens den fine lyrik står skrevet på nattehimlen over byens små paphuse. Se videoen og hør Dizzys nye single her.