Bliv budt indenfor til sommerhus-hygge på OWMIs nye live-session med “Beats And Lies”

Foto: Hauge Marple

Klar til at nyde Store Bededag? Måske skal du flade ud i din forlængede weekend, måske ikke – uanset hvad er OWMIs nye live-session et lille pusterum, du kommer til at blive glad for.

Den københavnske duo OWMI består af vennerne Jakob Miang på guitar og Bashir Billow på vokal. Drengene har tidligere udgivet singlerne “Early Nothing” og “Slipping”, der er solid R&B krydret med lækre elektroniske elementer. Dog gør de også en del brug af akustiske instrumenter i deres produktion, som giver lyden et jordnært twist. Selv fortæller Miang og Billow, der har rødder i henholdsvis Brasilien og Østafrika, at de gerne vil trække nogle tråde fra deres ophav ind i deres musik.

På deres live-session med nummeret “Beats And Lies” får vi lov til at komme helt tæt på duoen i et minimalistisk set-up, der stadig rummer de charmerende og kække elementer, som den man hører på deres tidligere udgivelser. Det klæder gruppens lyd rigtig godt, at de tør skære helt ind til benet, og især Billows vokal får lov til at folde sig smukt ud i de forsimplede rammer.

“Beats And Lies” er en smagsprøve på OWMIs kommende EP Tourner, der er sat til udgivelse i midten af august. På deres livesession har de bevist, at de er alsidige og både kan spille op til dans, men også komme helt ned i gear med deres lyd. Derfor kan vi ikke andet end at se frem til flere udgivelser fra den københavnske duo. Se deres fine live-session her.

Tags:
Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com