10 maj ARES spiller i Byhaven til Bands of Tomorrows Uimodståelige
Foto: Louise Krag Mortensen
Sidste lørdag blev årets første koncert under vores Uimodståelige-koncept afholdt i Byhaven. Nu, på den anden side af en veloverstået koncert, er vi glade for at kunne præsentere ARES til vores næste event i Byhaven den 29. maj.
Vi har det sidste stykke tid været ret begejstrede for den elektroniske popduo ARES, som i efteråret også var vores Ugens Upcoming, så det er virkelig fedt for os nu at kunne præsentere dem som det første af de to acts, der skal spille til vores anden aften med Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven den 29. maj.
Senest har ARES udgivet EP-en Lost i november sidste år, der var et fem numre langt (og meget catchy) elektropop-trip, hvor specielt singlerne “Lost My Mind” og “All I See” demonstrerer hvad duoen kan. ARES har planer om flere nye udgivelser i løbet af 2019, og vi glæder os meget til at se, hvad de tager med til Pumpehusets Byhave den 29. maj.