31 maj First Hate – Heartland Festival 2019

Foto: Dennis Morton
Scene: Prxject Stage
Tidspunkt: Torsdag den 30. maj kl. 22

Synthpop-duoen First Hate leverede en imponerende og storslået dansefest.

[rwp_box id=”0″]

Da jeg første gang hørte First Hates elektro-pop univers på albummet A Prayer for the Unemployed tilbage i 2017, var det tydeligt at de pumpende synthbas-figurer, anderledes popmelodier og den dybe røst fra forsanger Anton Falck var lige, hvad den danske musikscene manglede.

Siden da har duoen været stille på udgivelsesfronten, men derimod har de spillet en del koncerter, og cementeret sig som et meget overbevisende live-navn. Hypen var da også meget stor, og mere end 20 minutter før koncerten var bakketoppen foran Prxject Stage godt proppet. Forventningerne blev i den grad også indfriet – på mystisk hvis træder en kvinde med tildækket mund og et stort sort flag på scenen. De gyserfilms-agtige synthlyde sætter stemningen og alt imens flaget viftes i store bevægelser, indtræder Anton Falck og Joakim Wei Bernild på scenen.

De to unge musikere forstår virkelig at lave en entré og der går ikke langt tid før festen er godt i gang. I blå strobelys, massere røg og vibrerende synthezisers fik den dansende frontmand udnyttet den ellers lille plads på scenen til det maksimale. Man kunne hurtigt mærke at First Hate havde godt fat i publikum og leverede lige præcis det, der blev forventet. Selvom lyden desværre mudrede en del i starten, var den høje energi og de ivrige dansemoves fra Falck alt der skulle til.

Under kærlighedhymnen “A Prayer for the Unemployed” blev publikum overøst med luftkys og frihedsfølelsen topper i en kollektiv trancetilstand. Duoen blev udover en guitarist gæstet af tre korsangere, som desværre fyldte alt for lidt. Da de først trådte på scenen midt under koncerten, var der lagt op til en større musikalsk overraskelse, og selvom de i det første nummer fik en bærende rolle, druknede koret i det overvældende lydbillede resten af tiden. Duoen havde dog endnu et kort i ærmet med psych-pop artisten Emma Acs. Den kvindelige vokal og lidt mere tilbagelænede attitude var et tiltrængt afbræk i den ellers frembrusende stemning. Hun fik æren af at synge den ørehængende “Lonely Orbit”, som var en crowdpleaser uden lige. Efterfølgende blev Acs dog på scenen, som ligesom korsangerne blev en smule overflødigt, og i højere grad virkede mere som en hygge-øver med vennerne.

Det gjorde dog intet ved stemningen og store hits som “Copenhagen” og selvfølgelig den storslåede “The One” blev karakteristiske for koncerten – en dansefest med pulserende synth-arpeggiators, tunge trommebeats, rumklangsmættet mundharmonika, selvreflekterende lyrik og en enorm varm energi.

Man kunne ikke andet end at elske First Hate også selvom koncerten desværre blev afsluttet i en forvirrende kommunikation backstage. Frontmanden Anton Falck måtte meddele, at der var dårligt nyt, og at de ikke måtte spille længere. Det blev til en halv-akavet afslutning på en ellers vellykket koncert.

Min først live-oplevelse med First Hate blev helt sikkert ikke den sidste, og selvom duoens stærkeste side i høj grad blev repræsenteret af den karismatiske frontmand, lagde det hypnotiserende og grandiose lydbillede sig smukt over bakketoppen ved Prxject Stage.