30 maj Lewis Capaldi – Heartland Festival 2019
Foto: Jonatan Nothlev
Scene: Highland Stage
Tidspunkt: Torsdag den 30. maj kl. 15:30
Den engelske singersongwriter startede Heartland Festival ud med britisk humor og charme når det er bedst – og værst.
[rwp_box id=”0″]
Lewis Capaldi er efterhånden blevet en del af klubben, der består af charmerende britiske fyre med en guitar og en helvedes masse på hjerte. Den skotske fyr er kun 22 år gammel, men er alligevel godt i gang med en lovende karriere, som for alvor tog fart i sammenhæng med udgivelsen af “Bruises” i 2017. I dag gav han til sin optræden på Highland Stage ikke bare en koncertoplevelse, men også lidt af et comedy-show.
Til trods for at det så lidt tyndt ud i publikum i starten, var entréen både imponerende og grineren, hvor vi først velkommes af hellig korssang, der herefter erstattes af et vildt beat, og en dyb stadionstemme der siger: Here comes the money!
Og her kom pengene så. Capaldi med band troppede op på scenen, hvor alle på nær den skotske forsanger var i røde outfits og badede i de lyserøde skær fra scenelamperne. Jeg var ret spændt på, om Capaldi kunne slå igennem ved at være andet end bare endnu en fyr med en guitar. Den første halvdel af koncerten fik han desværre ikke overbevist mig. På åbningsnummeret “Grace” fik han og bandet spillet Heartland op til dans, og på trods af regnen strømmede folk til, da lyden bragede udover stepperne. Lyden bragede dog så meget, at Capaldis (ekstremt) overlegne vokal druknede lidt i alt virvaret fra bandet, der desværre gjorde numrene til en lidt lang og flad oplevelse, som desværre også påvirkede debuthittet “Bruises”.
På trods af ubalancen i lydniveauet var publikummet utroligt taknemmeligt, og grinte højt og hjertevarmt af alle den skotske sangers jokes – også efter at han havde fyret en joke af for tredje gang om, at han godt vidste at folk gik ud og sked på festivaltoiletterne, når de kedede sig, og at han selv skulle pisse herre meget mens han spillede for os. Hvad, der nok har været tænkt som små friske opkvikkende pust fra Lewis Capaldis følelsesladede og dybe numre, blev til tider lidt malplaceret, og som publikum kunne man godt være lidt i tvivl om, hvad Capaldi egentlig ville have: skulle vi grine eller græde?
Når det så er sagt, så skal jeg da bestemt ikke lægge skjul på, at jeg også grinte med på alle de små, charmerende og quirky jokes, som Capaldi fyrede af. Hans charme sniger sig langt udover scenekanten og printer sig ind som smilehuller hos hele publikum, og det er altså sjældent, at musikere, der synger om hjertesorger og livets kvaler, formår at kunne spænde så bredt. Derudover sugede Capaldi også publikum helt ind i sin lyrik og sange i de mere dybtfølte og alvorlige segmenter, hvor sange som “Headspace” og “Forever” fuldstændig fik en til at glemme, at man stod i regntøj og våde sokker i dansk møgvejr.
Så for at svare på mit eget spørgsmål: kan man virkelig blive ved med at køre et show hjem ved bare at være en charmerende og sjov dreng med en guitar? Ja, det kunne Capaldi ihvertfald. Charmøren kørte den hjem med lortehumor og demonstrerede en vokal, som man ikke kan finde magen til andre steder, og gav på mange måder en koncertoplevelse, som skilte sig ud.
