30 maj John Grant – Heartland Festival 2019

Foto: Jonathan Nothlev
Scene: Highland Stage
Tidspunkt: Torsdag den 30. maj kl. 18.15

Den kontroversielle, amerikanske sangskriver leverede en magtdemonstration af en kosmisk rutsjebanetur til sin koncert torsdag aften.

Der findes avantgarde, og længere ude af den skala findes John Grant. Skal jeg prøve at fortælle dig, hvilken slags musik den excentriske sanger fra Michigan laver, så skal jeg bruge mere plads, end det her format tillader. Men prøv at forestille dig at Elton John, David Bowie og Tenascious D stifter familie, hvorefter de alle bliver kidnappet af aliens, og så er vi måske ved at være der.

Grant trådte op med resten af sit band, hvor han iklædt sort og – selvfølgelig – den karakteristiske ansigtsmaling serverede Heartland Festival en stor sammensværgelse af støjrock, electronica og klaverspil, som endte med at blæse publikum fuldstændig omkuld.

Med åbningsnummeret “Tempest” lagde han skarpt ud med sin dybe og stærke vokal og sit band, hvis kemi simpelthen sad lige i skabet. Grant og band leverede så meget mere, end jeg havde forventet af en flok mænd i den gyldne alder, der indtager en scene. Når man skal bevæge sig mellem så mange genrer og sindstilstande så hurtigt, så skal man være sindssygt dygtige, og det demonstrerede de alle til finesse.

Med både koklokke-soloer, støjtrock-overgange og sensuelle dancemoves gav Grant publikum hele omgangen. Hans line-up bestod af vilde og eksperimenterende electronica-numre som “Preppy boy”, “Metamorphorsis” og “Blackbelt”, der sendte ens hjerne på kredsløb rundt om jorden og tilbage, hvor man etablerede jordforbindelsen igen med mere dybfølte numre som “Grey Tickles” og selvfølgelig “Greatest Motherfucker”. I det hele taget var det et utroligt velbalanceret set, hvor Grant hele tiden holdt forbindelsen med publikum og ikke fik ens opmærksomhed til at vige noget andet sted hen i de 45 minutter han spillede.

Grant gjorde det allerede klart ved koncertens start, hvor meget han holder af Danmark, hvor både sproget og kulturen har fascineret ham længe. Der sneg sig da også et par (yderst veludtalte) »Tak skal I ha’!« ud under koncerten.

Det kunne derfor ikke passe bedre med at slutte showet af med det albumbetitlede nummer “Queen of Denmark”, hvis smukke og fine lydflade langsomt krakelerer, for til sidst at ende i et rock-orgie hvor kaos og støj fik lov til at herske. Mens alt det her skete, sad Grant ligeså stille ved sit klaver og rettede på to små sølv dinosauerfigurer, tilsyneladende fuldstændig upåvirket af situationen. Eller måske ikke helt. Skal man sætte en finger på noget, så knækkede Grants vokal en smule på “Greatest Motherfucker” og han virkede en smule nervøs for at spille “Queen of Denmark” på ‘hjemmebane’ – men alt det var bare en del af charmen, og jeg kan virkelig ikke finde andet at pege ud ved Grants koncert. John Grant fik i sin magtdemonstration af en koncert cementeret, at han er den retmæssige ejer af titlen som mystikkens konge anno 2019, og den her koncert bliver ihvertfald én, som jeg vil huske længe.