fbpx

Erika de Casier – Heartland Festival 2019

Foto: Maja Kongegaard Bramm 
Scene: Prxjects
Tidspunkt: Torsdag d. 30. maj kl. 19.45

Erika de Casiers koncert på Prxject-scenen torsdag aften formåede desværre ikke at løfte hendes nytænkende R&B-produktioner til det niveau, de fortjener.

Erika de Casier - Heartland Festival 2019
2.5 / 5 Reviewer
Rating2.5

Det var en tydeligt overvældet Erika de Casier som gik på Prxject-scenen foran et tætpakket publikum. Sangerinden, som tidligere har været kendt fra R&B-duoen Saint Cava, har for nyligt udgivet sit debutalbum Essentials, der indeholder et originalt og sprødt take på en R&B-produktion der mest af alt lyder som noget fra MTV’s storhedstid. I dag skulle hun bevise produktionernes værd i en live-sammenhæng på Heartland Festival.

Erika gik direkte til sagen, og lagde ud med nummeret “Good Time” fra debutalbummet. Det der hurtigt viste sig at skulle dominere koncerten, viste sig desværre allerede fra første færd: Erikas fine, let skrøbelige stemme, som passer så godt til hendes sanges indspilninger blev til denne koncert næsten helt overdøvet af både produktionen og hendes trommeslagers spil, som ellers var teknisk overlegent. Lyden var generelt dårligt balanceret mellem hende og resten af lydbilledet, og det gik ud over Erikas scenefremtræden og sang.  

Erika gav ellers tydeligt udtryk for, hvor taknemmelig og glad hun var for at spille koncerten, men på trods af hendes mange smil og taksigelser, fyldte hun simpelthen for lidt på scenen, og det var svært at mærke hende.

Omkring midt i koncerten skete der dog noget. Under sangen “Do My Thing” blev tempoet skruet op og Erika slap sig mere løs. Folks fokus blev skærpet, og man følte sig mere og mere som om skoven var blevet skiftet ud med en undergrundsklub i 90’erne. Det klædte koncerten, og publikum kvitterede med stor hujen og klapsalver bagefter.

Herefter kom Erikas attitude og tilstedeværelse på scenen også langt mere frem, og hun formåede at holde energiniveauet på et noget højere niveau end første halvdel af koncerten. koncerten sluttede da også på toppen til “What U Wanna Do?”, hvor publikum hoppede i takt med Erika.

Koncerten blev klart løftet af højdepunkterne “Do My Thing” og “What U Wanna Do”, men selv ikke disse hits formåede at løfte koncerten fra den ubalancerede lyd og langsomme start på koncerten. Erika de Casier er dog stadig klart et af de mest spændende R&B navne på dansk grund for tiden, og jeg håber på snart at se en koncert, som viser hele hendes potentiale.

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com