fbpx

Amyl and The Sniffers – Amyl and The Sniffers

Foto: PR

Amyl and The Sniffers - Amyl and The Sniffers
3.5 / 5 Anmeldelse

Debutalbummet fra den australske punkrock-kvartet er højt og eksplosivt og leveres med en autenticitet, der leder tankerne til punkrockens kerne af vildskab og provokation.

Roskilde-aktuelle Amyl and The Sniffers består af sangerinde Amy Taylor, Declan Martens på guitar, Gus Romer på bas og Bryce Wilson bag trommerne. Gruppen blev dannet i begyndelsen af 2016 og samme år skrev, producerede og udgav de debut EP’en Giddy Up, en proces der ikke varede længere end 12 timer. Året efter fulgte de op med EP’en Big Attraction, efterfulgt af en række udsolgte shows. Desuden har gruppen opbygget et imponerende live-ry, og turneret med King Gizzard and the Lizzard Wizard. På trods af Amyl and the Sniffers korte levetid, er de tydeligvist høj på energi og besidder et drive, der har givet dem godt med vind i sejlene lige fra begyndelsen. Nu løftes sløret for et eksplosivt debutalbum.

Den selvbetitlede debut består hovedsageligt af korte numre, alle med særdeles høj fart. Guitar og trommer galoperer afsted på pladens åbner ”Starfire 500,” og Taylor får slynget ordene ud på albummets tredje og fjerde skæring, ”Cup of Destiny” og ”GFY”. Her får Taylor knap færdigsunget en sætning, før hun tager fat på den næste, og følger således trop med sine hurtigspillende medmusikere.

Som på Amyl and the Sniffers’ to tidligere EP’er, indeholder debutalbummet ligeledes en stor mængde humoristiske rim og provokation. Et eksempel herpå, er førstesinglen ”Monsoon Rock” hvor Taylor synger: You can’t control the weather/the ground was getting wetter. Det efterfølgende nummer ”Control”, er ingen undtagelse, her synger Taylor: I like working under pressure/I’m a freak, it gives me pleasure. Lyden af Amyl and the Sniffers samt deres punkede humor og raseri, leder således tankerne tilbage til klassiske punkrockalbums af blandt andre X-Ray Spex og The Runaways, fra slutningen af 70’erne.

Der er som nævnt utrolig høj fart på Amyl and the Sniffers’ debut, og på trods af gruppens bemærkelsesværdige vildskab og høje tempo, så medfører det desværre et lidt for banalt helhedsindtryk. De fire punkrockere drøner igennem 11 numre på bare 30 minutter. Lidt mindre speed ville gøre numrene lettere at skelne fra hinanden, og formentlig medvirke til et mere positivt indtryk af pladen som helhed.

Selvom debuten har for høj fart på, for mit vedkommende, er der trods alt god grund til at holde øje med Amyl and the Sniffers. De er yderst bemærkelsesværdige og har formentlig endnu et godt år foran sig. Som nævnt, leverer de efter sigende vilde liveoptrædener og jeg kan kun forestille mig, hvilken stor oplevelse der venter publikum, når Amyl and the Sniffers indtager Gloria under årets Roskilde Festival.

Janne Nesting
jannenesting@bandsoftomorrow.com