fbpx

Alive Festival annoncerer det fulde festivalprogram

Foto: Richo Hald

Festivalen i Thy finder sted i august måned og er nu ude med det endelige program.

Helt deroppe mod vest vil det årlige thyske Alive Festival løbe af stablen fra den 15. til den 17. august. I dag er de ude med en bred vifte af nye tilføjelser til programmet, som nok for alvor skal få musikken til at spille i Thisted by.

Vi er glade for at se det spirrende R&B-skud fra Århus, Jospehin Bovién, der leverer sit sukkersøde budskab med bløde melodier, sprøde beats og en stærk vokal. Hun udgav sidste år debutalbummet Caramel Baby, hvor hun beviste, at hendes opfriskende R&B-produktioner i den grad er værd at holde øje med.

Trioen Blitzkrig får lov til at spille på hjemmebane, når de skal optræde på Alive Festival denne sommer. Gruppen består af de tre thyboere Peter Hylle, Mattias Smidt og Simon Møller Eliasson, og vi har tidligere været begejstrede for deres single “Lyster” og den tilhørende vovede musikvideo. Blitzkrig leverer lækre rock-ballader, som bæres af en pulserende bas, et solidt trommebeat og en karakteristisk vokal.

Sidst, men bestemt ikke mindst er vi meget begejstrede for at se dynamit-duoen Ravi Kuma på plakaten til dette års Alive Festival. Duoen består af den kompromisløse rapper Sharon Kumaraswamy og produceren Aske Knudsen. De gjorde sig for alvor bemærkede på deres eksplosive single “Fuck This Shit I’m Gonna Be a Princess”, hvor Kumaraswamys sprøde og flabede vokal sammen med den sindsyge produktion virkelig sparker røv. Derudover har duoen for nylig udgivet dobbeltsinglen “Staring At My Dick/Only Make Out With Myself”, som er uundgåelige kickstarters til din fest i weekenden og selvfølgelig til deres koncert på dette års festival i Thy.

Alive Festival kan i år fejre deres 10 års jubilæum, og fra deres opstart tilbage i 2009 har de haft fokus på at få lyden af Danmarks undergrund og musikspirrer i spil på musikscenerne. Derfor er vi glade for at se et program, der har et bredt bud fra Danmarks vækstlag. Festivalens booker Mads Dahl udtaler:

– Vi har prøvet at få så meget forskelligt musikalsk talent på festivalen som muligt, og præsentere et så vildt og bredt udbud af de mest spændende navne der er derude lige nu. Det skal ville noget, det skal turde noget og det skal lyde fedt.

Ellers tilføjet:

Den Sorte Skole (DJ-set)
Katinka
Courtesy
Fribytterdrømme
Minyanta (Gambia/UK)
Værket
Josephin Bovién
Søn
Mount Liberation Unlimited (SE)
Super Bad Disco: Jonas Visti, Jesper Lemke, Anthon Stacks
Pacific Swell
Ensemble Intercolor (INT)