fbpx

Oh Land er klar med en smuk musikvideo til tracket “Family Tree”

Foto: Lasse Bech Martinussen

I starten af maj udgav den erfarne artist albummet ‘Family Tree’. Nu er hun klar med en flot musikvideo til titelsangen.

Oh Land, som netop er hjemvendt fra den store engelske branchefestival The Great Escape, er efterhånden en garvet og velkendt sangerinde på den danske musikscene. Det er derfor svært ikke at have høje forventninger til hendes kunstneriske arbejde, og den nye smukke musikvideo viser endnu engang, at hun ved hvad, hun laver.

Videoen er produceret i samarbejde med den verdenskendte dansker Helena Christensen (model og fotograf), hvilket Oh Land har fortalt lidt om:

At lave Family Tree videoen med Helena var vigtigt for mig, fordi hun  udover at være en sindssyg dygtig fotograf og model også er min ven. Derfor var jeg i stand til at lægge denne meget personlige sang i hendes hænder. Vi skød den en weekend oppe i hendes hus upstate i New York, og jeg lagde slet ikke mærke til, at det var hundekoldt udenfor, fordi vi var så dybt indlevede i optagelserne.

Har man planer om at besøge den århusianske festival Northside i starten af juni måned, kan man opleve den dygtige artist live. Hun er nemlig netop blevet offentliggjort som erstatning for den svenske duo First Aid Kit, der desværre måtte aflyse.

Se den skønne og eventyrlige musikvideo her.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com