22 maj Gods of Rap: Wu-Tang Clan, Public Enemy, De La Soul, DJ Premier – Royal Arena
Foto: Wu-Tang Clan//Thomas Rasmussen for Bands of Tomorrow
Gods of Rap lagde op til en gudeaften med masser af højdepunkter, men også nogle få nedture. Problemer med lyden kunne dog ikke forhindre den fantastiske stemning, som publikum sørgede for. Vigtigst af alt viste medlemmerne i Wu-Tang Clan med en kavalkade af hits og en vidunderlig spilleglæde, hvorfor, de udgør en af de vigtigste rap-grupper nogensinde.
[rwp_box id=”3″]Det kan lyde som en drøm at få lov til at opleve fire legendariske hiphop-acts, der med hver deres tilsvarende legendariske udgivelseshistorik har sikret deres plads ved rap-gudernes langborde. I løbet af denne tirsdag aften i Royal Arena kunne man opleve ingen ringere end De La Soul, Public Enemy, DJ Premier og Wu-Tang Clan. Sidstnævnte var i centrum for aftenen, da de med ’Gods of Rap’-turneen fejrer 25 års jubilæet for deres hovedværk og et af de vigtigste albums i populærmusikkens historie: Enter the Wu-Tang (36 Chambers).
Aftenen tog form som en kæmpe hyldest til de tre gruppers historie og musik. Desværre var der problemer med lyden flere steder i løbet af aftenen. Under De La Soul var bassen så høj og mikset så underligt, at det lød, som om musikken blev kvalt med en pude, og Under Public Enemy’s optræden var mikrofonen så høj, at Chuck D’s vokal overstyrede de første mange sange. Der blev dog generelt rettet op på lyden undervejs, så det lød bedre løbende.
De La Soul åbnede ballet, og jeg kan slet ikke understrege, hvor fantastiske performere, de er. De sørgede for hele tiden at involvere publikum, og fremstod som ultra sympatiske, varme og sjove mennesker. De spillede desværre kun i 40 min, og det var især ærgreligt, fordi lyden først blev god mod slut. Vi fik dog lige det karakteristiske Gorillaz-grin med os, inden de forlod scenen.
[rwp_box id=”2″]Public Enemy’s koncert virkede mildest talt meget rodet. Chuck D lod ikke til at have et særlig stort overskud, og det lød ofte som om, at han var bagud på beatet. Samtidig lod der til at være flere misforståelser mellem DJ’en og Chuck D, hvilket førte til nogle halvkiksede passager. Miskommunikationen kan også være grunden til, at Chuck D glemte tiden. Han viste i hvert fald flere gange klokken til kameraet og gik ud til mikserpulten for at spørge, om de lige kunne spille 10 minutter mere. Desuden manglede den bizarre, men karismatiske hype-man Flavor Flav, som under koncerten var blevet erstattet af JAHI. Han fungerede desværre langt fra som den muntre kontrast til Chuck D’s vrede, politiske tekster, man havde håbet på.
[rwp_box id=”0″]Under Wu-Tang Clans koncert var vi heldigvis tættere på den gyldne middelvej mellem musik og vokal helt fra starten – med den hage, at man godt kunne have ønsket sig, at de melodiske samples var en anelse tydeligere i lydbilledet. Det var af og til svært at høre, hvilken sang de satte igang. Med det sagt, så spillede de mere eller mindre Enter the Wu-Tang (36 Chambers) fra ende til anden og sluttede deres kæmpe rap-bal af med en masse singles fra deres tid både som gruppe og som solokunstnere. Det endte derfor som et vanvittigt imponerende sæt, der viste mange af de bedste sider fra hvert gruppemedlem.
Den eneste finger at sætte på gruppens præstation (udover lyden) er, at man savnede Method Man, hans nummer af samme navn og hans andre vers. Det blev på en måde ikke helt den fuldendte Wu-Tang-oplevelse og hyldest, man fik, ved de forkortede numre. Det var dog forfriskende at se de resterende medlemmer af Wu-Tang Clan rappe røven ud af bukserne. De var vanvittigt gode til at lade hver deres personlighed komme til udtryk, og de lod til at havde en kæmpe fest. Det smitter selv sagt af på publikum, og det var virkelig en sand fornøjelse at opleve dem lege med musikken.
Vi behøver ikke superheltegruppen The Avengers til at forsvare jorden. Vi har Wu-Tang Clan, som med deres virtuose tekster og fantastiske koncertform kan nedlægge enhver trussel.
Se vores store galleri med billeder fra koncerterne her.
