16 maj De seks bedste opdagelser på The Great Escape 2019 – og tre andre højdepunkter

Foto: Confidence Man//Ines Ziouane//The Great Escape 2019

Vi er ramt af den obligatoriske festival-blues, som det sker, hver gang vi vender snuden tilbage mod Danmark efter tre dage i upcoming musikkens svar på Edens Have: The Great Escape Festival i Brighton. Her er vores bedste nye opdagelser og tre andre højdepunkter.

Arlo Parks (UK)

Det er lidt en cliché at sige, at man kan spotte et talent, når man ser det, men nogen har jo fundet på det, fordi det er rigtigt. For eksempel når man står over for et talent som den blot 18-årige Arlo Parks. Det var hendes første officielle koncert, men ud over lidt sammenstød med mikrofonen og monitoren, så var det altså ikke til at spore på den selvsikre artist, der var blevet nødt til at modsige sig sin lærer i skolen for at nå fra London til Brighton for at spille koncerten. Teltet var fuldstændig proppet, og det skulle ikke komme bag på os, hvis der har stået lige så mange mennesker i kø på den anden side for at få et glimt af en af de mest hypede artister i England lige nu. Lyden er blød, mellow pop og R&B, men live kom der også funket bas på, og det svingede vanvittigt godt. På et af sine populære numre synger Arlo Parks om den “super sad generation”, som hun også har opkaldt sin EP efter, men på scenen var hun alt andet end sad og mest af alt bare et lysende håb for sin generation. Hold øje med hende her, hvis du ikke allerede gør.

Georgia (UK)

Vi havde allerede multitalentet Georgia i søgelyset op til festivalen, men vi tillader os nu alligevel at omtale hende som en The Great Escape-opdagelse, for det var først efter mødet med hendes live show her, at hendes enorme talent for alvor gik op for os. Efter en lille snak med hende (hold øje med interview her!) satte vi kurs mod det spillested, hun skulle til at indtage med sin dansable, uhyggeligt fængende pop. Forventningerne var høje, men de blev i den grad også indfriet. Normalt kan en scene med kun én person godt føles en anelse tom, men ikke når den ene person er Georgia. Hun er tidligere trommeslager, og det slog hun også fast med syv sejl, da hun med trommestikker i hænderne under hele koncerten leverede en fejlfri performance med kvindelig empowerment i højsædet. Tak for den oplevelse!

The Nude Party (US)

Det var stort set umuligt at se medlemmerne i The Nude Party på Patterns-scenen fredag aften. Alligevel blev gutternes koncert en af de bedste på festivalen. Så ved man, at musikken holder. Og måske det faktisk er en af rockens største forcer: Leveret rigtigt kan musikken tale for sig selv, og når der er seks så kompetente mennesker på scenen til at spille den som her, så er det altså ikke afgørende, om man kan se dem, så længe den tight live-lyd strømmer ordentligt ud af anlægget. Savner du 60’ernes guitarriffs og lyden af grupper som Rolling Stones, Velvet Underground og The Doors, så vil du måske nyde opdagelsen af North Carolinas The Nude Party lige så meget som os.

Easy Life (UK)

Easy Life er uden tvivl et navn, du kommer til at høre igen, og igen, og igen, og… Hos os og sikkert også hos samtlige andre musikmedier, hvis du ikke allerede har læst om dem. Det er en kvintet fra Leicester, der kanaliserer budskabet om et “easy life” gennem lækre hiphoppede, poppede og til til jazzerede produktioner. Gruppen var virkelig oplagt til deres anden koncert under festivalen, og de havde tydeligvis allerede bygget sig en betydelig fanskare op i det britiske. Der var både rap, trompet og sax, og så en a cappella sing a long, da lyden blev afbrudt, efter tiden var løbet ud. Easy Lifes koncert var en magtdemonstration, og vi glæder os vanvittigt til at se dem vokse yderligere – og håber desuden på et dansk visit inden for en overskuelig fremtid.

Pottery (CA)

Montreal-gruppen Pottery udgav midt i alt The Great Escape-postyret deres debut-EP – eller minialbum om man vil – No. 1. Udgivelsen indeholder de to singleudspil “Hank Williams” og “Lady Solinas”, som op til festivalen fangede vores opmærksomhed. Åbningsnummeret “Smooth Operator” beskriver egentligt meget godt, hvordan de fremstod til deres koncert på The Walrus i Brighton. Rockgruppen pakker stærke popmelodier ind i en old school rock-orkestrering, og de spillede vanvittigt tight på trods af de mange tømmermænd, de efter eget udsagn led under. Andet ville selvfølgelig også være uprofessionelt, men selv uden tømmermænd overgik deres performance forventningerne. Pottery leverer alternativ rock i lidt samme stil som førnævnte The Nude Party og legendariske The Clash med alt hvad det indebærer af spændende melodistykker, derudaf-vibes, punk associationer, finurlige guitarriffs og sjove breaks.

Celeste (UK)

Mens de andre navne på denne her liste leverede sjove, energiske koncerter, beskriver “kuldegysningsfremkaldende” og “følelsesladet” måske bedst, hvad der gjorde Celeste‘s koncert så speciel. Det var en halv times tryllebindende, jazzet soul leveret af en sangerinde med så overbevisende vokal og sangskrivning, at vi faktisk uden tøven vil sammenligne hende med kunstnere som Amy Winehouse og Adele. Celeste fremførte blandt andet de smukke numre fra EP’en Lately og sluttede af med et hårrejsende stærkt endnu uudgivet nummer, som fik en fyr bag ved os til at udbryde ‘Oh, my heart!’. Billedet af ham synke i knæ og tage sig til hjertet stod tydeligt for blikket, da man gik fra spillestedet fuldstændig høj på livet og den melankoli, der følger med.

Tre andre højdepunkter

Pom Poko (NO)

Vi har efterhånden skrevet meget om norske Pom Poko, men hold nu op hvor blev man pludselig stolt over vores norske næsten-naboer, når man endnu engang så dem forføre publikum med en af deres hektiske koncerter. Der er meget på spil, når de fire nordmænd går på scenen, men de skaber den perfekte syntese af kaos og kosmos, når de spiller deres energiske blanding af alt fra punk, alternativ rock og funk til jazz og helt igennem geniale popmelodier. Det er derfor, man stadig føler sig i trygge hænder, når bas- og guitarfigurerne løber så hurtigt, at man ikke kan følge med, og trommerne galopperer så hurtigt derudaf, at man taber pusten. Også forsangerinde Ragnhild Fangel bidrager til det store engagement, når hun det ene øjeblik står helt stille ved mikrofonen og luller dig ind i drømmeland med nøgen, skrøbelig sang, og det næste hopper rundt på scenen og troner ud over sit publikum fra toppen af en monitor.

Confidence Man (AU)

Det var første gang, vi oplevede australske Confidence Man live, men vi har haft optur over duoen et stykke tid efterhånden. Deres live shows har også opnået nærmest mytisk status, kendt for vilde koreografier og kostumer, god humor og den kæmpe opfordring til fest, det ender som. Alt, hvad vi havde hørt, var sandt… Teltet var fuldstændig proppet, da vi kom ind, og publikum sydede og boblede af forventninger. De to bagmænd, Sugar Bones (Janet Planet) og Clarence McGuffie (Reggie Goodchild), leverede en koncert, der var så meget mere end en koncert: Et show, et skuespil, en fest. Musikken kan måske bedst betegnes som elektropop: Et møde mellem CSS’s Cansei de Ser Sexy-album, Britney Spears og Studio Killers. Der var både lysende og skiftende outfits, mens de resterende bandmedlemmer bar sorte slør over hovedet. Alt i alt et opsigtsvækkende og bestemt mindeværdigt højdepunkt fra årets festival.

Lewis Capaldi (UK)

Vi troede, at de danske fans var vilde med Lewis Capaldi, men bifaldet til danske shows kan altså ikke måle sig med de gennemtrængende jubelbrøl og skrig, der lød fra publikum i Brighton Dome, hver gang Capaldi åbnede munden. Om det var for at synge endnu en sikker popsang, eller for at fyre endnu en af sine utallige jokes af. Lewis Capaldi er uden tvivl en af morgendagens største stjerner. Han har sangene, og han har i dén grad også vokalen til at synge mere end bare hjemstavnen Skotland op, og det beviser han gang på gang. Også i Brighton, hvor han i bedste teenage-idol-stil fik kastet en BH op på scenen. “I can’t wait to wear that later,” sagde han med et glimt i øjet, som alle andre ting, den uhøjtidelige stjerne siger.

Derudover…

Det er umuligt at fange alle de navne, man gerne vil på en festival som The Great Escape. Så vi tillader os lige at liste andre fede navne, du med fordel kan tjekke ud, og som ifølge rygterne gjorde det lige så godt som eller bedre end forventet:

Badgirl$ (UK)
Black Midi (UK) – Fang dem på Roskilde
CHAI (JP)
Connie Constance (UK)
Crack Cloud (CA) – Fang dem på Roskilde
duendita (US)
Fieh (NO) – Fang dem i VEGA og på Atlas
Flohio (UK) – Fang hende på Roskilde
FEET (UK)
girl in red (NO) – Fang hende i VEGA
Greentea Peng (UK)
Hand Habits (US)
Handstand Parade (UK)
Injury Reserve (US)
Jockstrap (UK)
Leisure (NZ)
Los Bitchos (UK)
Miink (UK)
Nine8 Collective (UK)
Pizzagirl (UK)
Psychedelic Porn Crumpets (AU)
Rachel Chinouriri (UK) – Anbefalet af Celeste
Shame (UK) – Fang dem på Roskilde
Talk Show (UK/Scotland)
The Ninth Wave (UK)
Tropical Fuck Storm (AU)
YAK (UK)
Yves Tumor (US) – Fang ham på Roskilde