fbpx

Walthers Upcoming: Oliver Dengsø

Foto: William Dengsø & Magnus Olesen 

Præsenteret i samarbejde med

Walthers Café har siden 2012 åbnet dørene for folket i Skanderborg og præsenteret nogle af Danmarks nyeste musiktalenter. I dette forår har kunstnere som Bette, Farveblind og Turquoise Sun blandt andet taget vejen forbi spillestedet. I denne uge byder Walthers på en gratis koncertaften med bandet Pelican Beach og den opkommende singer/songwriter Oliver Dengsø.

Den spirende sanger og sangskriver Oliver Dengsø har lavet musik i et længere stykke tid og udgav sin debut-EP Pointless Fun tilbage i 2017. Den blev fulgt op at af debutalbummet Fortress tidligere i år, der blander akustiske guitarer med skrattende Juno-keyboard synthesizer-overflader og tager den retro singer/songwriter-stil til helt nye højder. På torsdag spiller han koncert på Walther Musikcafé, og i den forbindelse har vi lært kunstneren lidt bedre at kende.

Hvem er Oliver Dengsø?

– Oliver Dengsø er en singer-songwriter fra Århus.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– Melankolsk og eksperimenterende folk-musik, ville jeg selv kalde det. Men i bund og grund laver jeg bare det musik jeg har lyst til. Jeg er selv inspireret af meget følelsesladet og teatralsk musik, hvilket mine egne sange sikkert også bærer præg af. Det må gerne være på grænsen til at være ‘corny’. Mine egne sange tager næsten altid udgangspunkt i guitarfiguren og vokalmelodien. Den færdigskrevne tekst kan altid vente til et andet tidspunkt, hvor man forhåbentlig er blevet klogere.

Hvordan startede du?

– Jeg har lavet sange siden jeg var 5 år gammel, men Oliver Dengsø-projektet startede først i 2015.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Først finder jeg akkorderne, laver en melodi og efterfølgende skriver jeg teksten færdig. Men det er meget forskelligt hvornår en sang er færdiglavet. Nogle sange er en evig proces og andre er færdige på en dag, hvis jeg virkelig er ‘in the zone’. Bandet er ofte med til at komme med forslag til, hvordan musikken skal udvikle sig eller andre tilføjelser.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Bon Iver, Tom Waits, Damon Albarn og Pearl Jam.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Her for tiden har jeg lyttet meget til Mac DeMarco (alle album), The War On Drugs (A Deeper Understanding), Kurt Vile (Bottle It In) og Sun Kil Moon (This Is My Dinner).

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Jeg har på nuværende tidspunkt lavet 50 demoer til en kommende plade, og er ved at sortere det ned til 10 numre. Ergo har jeg brugt meget tid foran computeren og instrumenterne hjemme hos mig selv. I mellemtiden har bandet haft gang i en masse andre projekter – alt fra identitets rejser til pasning af studie- og musiker livet.  

Hvad er drømmen?

– Mere vil have mere, og ligesom så mange andre musikere er jeg på jagt efter et større publikum og en større scene. Drømmen bliver om-arrangeret så snart jeg når den.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Tom Collins. Jeg ved ikke hvorfor, men det er et fint navn.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken er det så?

– Hvis jeg skulle vælge en af mine egne sange ville det være nummeret “OD”. Skulle jeg derimod vælge en sang fra en anden musiker, skulle det være “Five Years” af David Bowie.

Hør “OD” her og varm op til Oliver Dengsøs koncert på Walthers Musikcafé torsdag den 16. maj. Det er en gratis koncert, hvor du også kan få glæden af at opleve bandet Pelican Beach. Se info om koncerten nedenfor.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com