fbpx

Det så vi sidste dag på The Great Escape Festival 2019

Foto: Confidence Man, torsdag // Ines Ziouane // The Great Escape 2019

Vi er for fjerde år i træk taget til England for at snuse rundt i den internationale musikscene. Torsdagen bød på flere spændende koncerter og nye opdagelser. Her er, hvad vi oplevede sidste dag på festivalen.

Kunstnere som Ed Sheeran, The Kooks, Stormzy, Mumford & Sons og Adele har alle spillet nogle af deres første koncerter på The Great Escape Festival i Brighton, og det er tydeligt at mærke på den massive branchetilstedeværelse, at morgendagens store stjerner gemmer sig i det enorme lineup.

Efter et oplæg om live-industrien drog vi igen ud i byens gader for at fange den sidste portion af spirende stjerner.

Canadisk rock og mindeværdig australsk dansefest

Vi startede med en tur til Canada, for endnu engang havde det canadiske eksportkontor indtaget en af scenerne til en dag i den canadiske musiks tegn. Og igen i år blev der serveret den famøse ret Poutine – Quebecs “nationalret” – der består af pommes fritter, ost og brun sovs. Pottery er et spritnyt navn på den alternative rock-scene, og de leverede deres solide støj med samme energi, som The Nude Party havde gjort det dagen forinden. De var noget tømmermændsramt, indrømmede de, men der var alligevel overskud til at joke på scenen og på et tidspunkt fyre op for, hvad der endte som et super funket mellemstykke, der gik rent ind.

Da vi lidt senere befandt os på strandområdet, var det med hektiske Pagan som underlægning til køen ind til The Deep End. Australien havde overtaget stranden, og mens Melbourne-bandet Pagan spillede energisk, hård rock, tangerende til metal på den udendørs scene, emmede den stadigt voksende kø af forventning til den uhyre hypede Brisbane-duo Confidence Man. Det kræver sin mand – og kvinde! – at hælde champagne ud over delegerede musikbranche-folk, men det gjorde de to australiere uden tøven under deres intense dansefest. Koordinerede moves, maskerede bandmedlemmer, en knivskarp BH med lys i (se billedet ovenfor) og nærmest skuespil-agtige koreografier gjorde Confidence Mans poppede house-koncert til noget ganske særligt for os og de mange, mange mennesker der var mødt op. En nattekoncert med Confidence Man på Gloria eller Avalon ville virkelig klæde Roskilde!

Fra norske mestrer til koreansk støjrock

Fra australsk beach party til norsk fødselsdagsfest: Pom Poko, som tidligere på året imponerede os på by:Larm Festivalen, var klar til at give Brighton en smag på deres debutalbum Birthday, der landede i februar i år. De lagde ud med “My Blood” og gik videre “Follow the Lights”, som er to vanvittigt spændende numre. Midt i al støjen gemmer sig super skarpe popmelodier, og det bliver en skøn mission til Pom Pokos koncerter at finde kosmos i det kaos, de skaber. Spilleglæden stråler ud af dem, og koncerten blev kvitteret med et velfortjent kæmpe bifald fra det tydeligt imponerede publikum.

Nogle gange er de bedste oplevelser dem, man ikke har planlagt, og det anede vi en mulighed for, da vi pludselig valgte et tilfældigt navn fra lineuppet, vi kunne se skulle til at spille, og som i beskrivelsen blev anbefalet til fans af Kurt Vile, Mac DeMarco og Kevin Morby. Det kunne vi ikke lade gå forbi, så vi tog hen på Hope & Ruin for at fange New Zealandske Soaked Oats. Man anede en enorm hygge på spilletstedet. Et af bandmedlemmerne hoppede ned fra scenen, mens de tre andre gutter satte gear op, og stak os en seddel med teksten “Soaked Oats loves you” og et tal. De udloddede en kasse med, tror vi, lokal øl og så en t-shirt til det nummer, de ved showets slutning ville trække. Det var en snedig måde at få folk til at blive på, men deres chilleren indierock var nu også nok til at holde os på spillestedet. Og så kunne man ikke undgå at trække på smilebåndet over deres barfodede trommeslager og deres grønne paillet-ponchoer, som det lignede de selv havde lavet (du kan jo prøve at forestille dig, hvordan det ser ud, når fire surfer-lignende, indierockende gutter prøver at sy).

Vi sluttede aftenen af samme sted som Pom Poko tidligere havde forført os, og med endnu et massivt støjband. Sydkoreanske JAMBINAI blev en ret syret oplevelse. Deres mix mellem traditionelle koreanske instrumenter (heriblandt en særlig koreansk fløjte, som havde en ret fantastisk lyd) og de klassiske instrumenter som trommer, bas og guitar gjorde koncerten helt unik i forhold til de andre shows, vi ellers oplevede på festivalen. Overordnet set var det forfriskende endnu engang at få bekræftet, at Korea har andet at byde på end K-pop (BTS, PSY, med flere), men efter at have oplevet bandet live i 2014, da de spillede på Gloria på Roskilde Festival, var forventningerne høje – og primært på grund af spilletstedet og det lidt sløve publikumfremmøde, levede koncerten ikke helt op til disse. Vi gik dog derfra med en god helhedsfornemmelse og en kæmpe respekt for de to kvindelige medlemmer, som med deres seje, for os ukendte instrumenter, i et støjende hardcore rock/world-band udstålede kvindelige empowerment på en naturlig måde, uden de nødvendigvis selv var klar over det.

Tæt på døve, men høje på gode oplevelser takkede vi af for denne gang. The Great Escape, hvor har du været god ved os igen, igen.

Du kan læse om vores oplevelser på festivalens første dag her, og anden dag her.